De uskrevne regler om danske byer kan for alvor vække krigsfølelser hos selv den mest afdæmpede person.

I Odense SKAL man vide, det hedder en brånsviger – ikke en brunsviger – og i Aarhus må du for alt i verden ikke kalde midtbyen for centrum. Samme slags regler gælder selvfølgelig i Aalborg.

Det kan Beate Sørensen, der er frisør og tidligere deltager i 'Den store bagedyst', skrive under på.

Hun er født, opvokset og bor i Aalborg og guider dig her til fem ting, du skal vide, hvis du har valgt at registrere adresse i Aalborg.

Tyren vender røvhullet mod nord af en grund, mener Beate Sørensen.
Tyren vender røvhullet mod nord af en grund, mener Beate Sørensen. Henning Bagger

1. Det haster sjældent mere, end det jager

»Det er de færreste, der har travlt. Jeg ved ikke, om det er en nordjysk ting. Men heroppe går det nok det hele.«

Selv er Beate Sørensen typen, der kommer fem minutter før en aftale. Og faktisk irriterer det hende, hvis aftaler bliver forsinket.

»At komme for sent er sindssyg dårlig stil, men heroppe er der sådan en fælles forståelse, og så er det, at man er sådan ‘jaja, det ordner sig det hele’.«

»Det er ikke, fordi man ikke planlægger. Men hvis man undskylder for, at man er forsinket, så går det nok alt sammen alligevel. Heroppe er trafikken også røv og nøgler, og broen kan være oppe. Det er jo svært at gøre noget ved.«

2. Det hedder bare Gaden!

»Du vil hurtigt blive stemplet som ikke-aalborgenser, hvis du siger andet end 'Gaden' om Jomfru Ane Gade.«

»Den hedder ikke andet end 'Gaden'.«

»Alle ville bare sige: 'Skal vi ikke i Gaden?' Hvis man ikke ved, hvilken gade der er tale om, så kan man komme mange steder hen.«

Beate Sørensen går ikke længere selv i Gaden. Hun har kæreste på sjette år, og så er der ingen grund til at bevæge sig derned, griner hun.

»Jeg er sgu blevet for gammel. Man går derned, hvis man mangler en kæreste, føler jeg. Så det er sjældent, jeg går derned og fyrer den af.«

Heller ikke den nuværende genåbning er noget, der lokker hende.

»Der sker jo et generationsskifte. Nu er der folk, som er yngre end min lillebror. Jeg har ikke været der siden sidste år, men tidligere … Ja for helvede!«

»Det var hver weekend og så ind på et morgenværtshus, når barerne lukkede klokken 6. Så holdt jeg den kørende til middag, hvis jeg ikke følte, jeg var færdig dér klokken 6.«

3. Røvhullet vender en vej af en grund

»Aalborgensere er enige om, at der er én rigtig side af fjorden.«

»Nørresundby er ikke Aalborg!«

»Det er meget, sådan det er. Hvis man siger, man bor i Aalborg – ovre på den anden side af broen, så bor man ikke i Aalborg.«

»Det er bare sådan, det er. Hvorfor er et godt spørgsmål, måske er der lidt fjende-had – på en flink måde. Man plejer at sige, at der er en grund til, at tyren på Vesterbro har røvhullet vendt den vej, den har.«

4. Drop smartass-attituden

»Du skal ikke være københavner-smart. Man skal ikke tro, man er noget. Så får du ikke noget ud af folk. Så møder de dig med afstand.«

»Der er måske lidt et københavner-had. Jeg ved ikke, om janteloven regerer lidt anderledes her. Men hvis folk tror, man kommer og ejer hele verden, bliver man lidt forbeholden som aalborgenser. Så skal de pakke det sammen igen.«

»Nu er jeg jo frisør. Og jeg har oplevet nogle kunder, som har taget Audien til byen, skal i Gaden om aftenen og så have en klipning først. Og de vil klippes nu og her. Men hvis jeg ikke har tid, så synes de, det går for langsomt og opfører sig som de vigtigste i verden. Det er bare nej her … Nu lyder det så forfærdeligt,« griner hun og tilføjer:

»Københavnere er fine, og nye mennesker kan sagtens komme inden for døren. Heroppe er det bare vigtigt at udvise respekt og ikke tage tingene for givet, synes jeg.«

5. Den uskrevne regel på værtshuse

»På de brune værtshuse, dér starter du med en øl. Du går ikke ind og beder om en gin og tonic. Det ville være helt skørt!«

»Hvis jeg tager på værtshus med dem, jeg kender, så starter vi altid med en bajer. En breezer er okay.«

»Bagefter kan du så bestille hvide russere eller 30 gin tonics.«