Hvor – og hvordan – foregår den gode date i Aalborg?

Det kan den landskendte podcaster Nanna Elizabeth Hovgaard guide til!

Efter otte år i København er den 30-årige aalborgenser flyttet tilbage til Aalborg.

Sammen med Josephine Kuhn kan hun både skrive foredragsholder, forfatter og stifter af den populære podcast »Fries before guys« på cv'et.

Omend Nanna Elizabeth Hovgaard var single, da hun flyttede retur til Aalborg, nåede hun ikke særlig mange Tinder-dates i byen, før hun mødte sin kæreste, som hun er sammen med i dag – men ham har hun til gengæld været på en del dates med, siden hun flyttede tilbage til Aalborg i starten af 2021.

»Jeg nåede at være single i lige præcis fem sekunder, lige da jeg flyttede tilbage til Aalborg. MEN jeg kan fortælle om store romantiske oplevelser og dejlige date-destinationer, jeg har været på med min kæreste og mine generelle forslag til gode date-spots,« fortæller hun.

1. Bil-date på havnen

»Jeg havde en ret fantastisk date med min kæreste, hvor vi lagde sæderne ned i hans bil og sad og kiggede på den smukke Limfjordsbro og havnen. Vi talte om alle vores minder fra, da vi boede her sidst for 10 år siden, imens vi lyttede til Chet Baker sings på repeat.«

For Nanna Elizabeth Hovgaard er det en måde at tage på date, hvor hun ikke bliver ruineret.

»Det er i hvert fald en ret romantisk og meget billig måde at date på. Frem med puderne og lyskæderne, og så bliver det jo ikke mere romantisk.«

Fra havnefronten i Aalborg kan man kigge ud over vandet og Limfjordsbroen.
Fra havnefronten i Aalborg kan man kigge ud over vandet og Limfjordsbroen. Foto: HENNING BAGGER
Vis mere

2. Gåtur ved Skovdalen

Ganske få minutters gang fra centrum af Aalborg ligger Skovdalen.

»Jeg har haft nogle virkelig skønne gåture omkring Skovdalen og oppe på toppen af Aalborg. Det er virkelig fantastisk at stå og kigge på hele byen, og man kan kigge helt over til Egholm.«

3. Zoologisk have

Når man alligevel befinder sig oppe ved Skovdalen, er det også oplagt at tage forbi Aalborg Zoo, lyder det fra Nanna Elizabeth Hovgaard. Og som inkarneret aalborgenser lægger hun også mærke til, at den aalborgensiske zoologiske have har gennemgået noget af en udvikling de seneste år:

»Jeg var i zoologisk have med min kæreste i slutningen af september, og det var meget længe siden, jeg havde været der. Der var bare sket så meget, og det var et par virkelig skønne timer, vi havde.«

»Et fantastisk date-spot, fordi der er så meget at tale om.«

Aalborg Zoo er en oplagt date-mulighed.
Aalborg Zoo er en oplagt date-mulighed. Foto: Henning Bagger
Vis mere

4. Se solnedgangen ved Egholmfærgen

Midt ude i Limfjorden finder man Egholm, men ifølge Nanna Elizabeth Hovgaard behøver man ikke nødvendigvis tage derover for at nyde den lille naturperle ude ved Vestbyen.

»I juni var jeg på den skønneste date, hvor vi sad og delte en øl, mens vi kiggede på Egholm og så solen gå ned. Der var helt vindstille, og det var bare en magisk aften.«

»Generelt er jeg virkelig fan af hele det område i Vestbyen, hvor man kan starte med gåtur ved bådehavnen og så fortsætte ud til streetfood, friluftsbadet og hele vejen ud til Egholmfærgen.«

Ved Vestbyen i Aalborg er der fin udsigt til øen Egholm.
Ved Vestbyen i Aalborg er der fin udsigt til øen Egholm. Foto: Henning Bagger
Vis mere

5. Basement Beerbar

Kolde øl er som regel en god samtalestarter på en date, men det må gerne være en specialøl, hvis det står til Nanna Elizabeth Hovgaard.

»Jeg havde en rigtig hyggelig aften på Basement, hvor de serverer mega lækre øl fra hanen – blandt andet én af mine venners øl, Bad Seed Brewing, som er et lokalt bryggeri, der ligger ude i Gudumholm. Når man går ud og får noget lidt 'særligt' som specialøl, synes jeg også tit, der er mange gode snakke i det.«

»Hvilke smage man kan lide, hvor stærk øllen er, om man kan smage de samme ting og så videre. Det er rimelig basic, men jeg elsker den slags snakke. Og hvis man er ude med én, man ikke kender, er det en god samtalestarter.«