SSI advarer mod svindel-SMS.

»Igennem noget tid har flere borgere oplevet at få falske sms-beskeder, der umiddelbart ser ud til at komme fra Statens Serum Institut.«

Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse onsdag.

Ved at misbruge instituttets navn forsøger svindlere at udnytte den igangværende coronapandemi til selv at berige sig ved at sende SMS-beskeder ud, der umiddelbart kan se ud som om, den kommer fra netop SSI.

Men det gør den ikke.

»I de falske SMS’er skriver ukendte afsendere, at Statens Serum Institut har sendt ny post, som modtageren skal logge på en hjemmeside for at læse. Målet er at narre folk til at klikke på linket,« skriver instituttet.

En falsk sms kan se sådan ud:

Foto: SSI
Vis mere

På den måde bliver flere danskere snydt ind på en hjemmeside, hvor de føres videre til NemID og skal indtaste personlige oplysninger, som svindlerne så kommer i besiddelse af.

SSI opfordrer til, at man er særlig opmærksom, hvis man bliver bedt om at klikke på link for at lære post fra instituttet:

»Klik ikke på linket i sms’en og svar ikke på den. Sørg i stedet for at slette den,« skriver SSI i pressemeddelelsen.