En ny tendens i de danske corona-smittetilfælde får nu Statens Serum Institut (SSI) til at komme med en skarp opfordring.
Det viser sig nemlig, at syv procent af de smittede danskere i løbet af de sidste 14 dage har rejst i Tyrkiet.
Tidligere på sommeren var det smitteudbrud i Spanien, der gjorde udslag på de danske smittetal.
»Vi har desværre set en stigning både i antal og andel pcr-positive rejsende fra Tyrkiet, mens tallene har været faldende for hjemrejsende fra Spanien,« siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen i en pressemeddelelse.
»Hvis man er blevet smittet på sin rejse, risikerer man at give smitten videre til medpassagerer i flyet og for eksempel familie og venner efter hjemkomst til Danmark. Vi råder derfor rejsende fra Tyrkiet til at være særlig opmærksomme på risikoen for smitte og evt. til at blive testet, før de sætter sig ind i flyet, hvis de er i tvivl om, hvorvidt de kan være blevet smittet,« fortsætter han.
Bliver man smittet i Tyrkiet, er der krav om selvbetalt isolation i landet. Det har medført, at flere danskere nu sidder fanget på et karantænehotel i Tyrkiet, oplyser Udenrigsministeriet.
Tyrkiet er markeret som ‘orange’ i Udenrigsministeriets rejsevejledning. Det betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes for ikke-vaccinerede.
Der lyder samtidig en opfordring til at blive vaccineret, inden man tager ud at rejse, men samtidig en påmindelse om, at man altså godt kan blive smittet, selvom man er vaccineret. Særligt hvis man kun har fået første stik.
30 procent af de nye smittede i Danmark har været i udlandet inden for 14 dage.