Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Enhedslisten og Det Radikale Venstre vil nu lægge pres på Færøerne og øernes lovgivning på abortområdet.

Sagen er, at Færøerne – som er med i det danske rigsfællesskab – ikke tillader fri abort.

»Vi skal hjælpe de polske piger, som har brug for det, med at få abort her i Danmark. Den mulighed skal færøske piger naturligvis også have,« siger Karen Melchior, medlem af Europaparlamentet for Det Radikale Venstre.

Melchior skrev – sammen med partifællerne Sofie Carsten Nielsen og Morten Helveg Petersen – et debatindlæg i Information i marts, hvor hun slog til lyd for, at Danmark skulle tilbyde polske kvinder at rejse hertil og få foretaget en abort, hvis de havde brug for det.

Polen strammede landets i forvejen restriktive abortlovgivning i oktober sidste år, og polske kvinder har nu ikke mulighed for at få foretaget en abort, medmindre en række restriktive krav er opfyldt. Enhedslisten har bakket op.

Men midt i forargelsen har der ikke været meget postyr om Færøerne, som modsat Danmark ikke satte aborten fri i 1970.

I dag tillader Færøerne kun abort, hvis morens helbred er i fare, hvis moren blev gravid ved voldtægt, hvis barnet trues af alvorlig psykisk eller fysisk sygdom, eller hvis moren ikke vurderes at kunne tage vare på barnet.

Desuden skal aborten sanktioneres af to forskellige læger på Færøerne.

Radikales Karen Melchior vil lægge pres på Færøerne for at få ændret abortlovgivningen på øerne. Færøerne har ikke fri abort modsat Danmark.
Radikales Karen Melchior vil lægge pres på Færøerne for at få ændret abortlovgivningen på øerne. Færøerne har ikke fri abort modsat Danmark.
Vis mere

Er man således en ung pige på Færøerne, der bliver gravid på helt almindelig vis, så har man ikke mulighed for at afbryde graviditeten, selvom man ikke ønsker at blive mor.

Færøske kvinder kan få aborten foretaget i Danmark, men det kræver, at kvinden allerede opholder sig i Danmark over en længere periode. For eksempel i forbindelse med uddannelse, hvor man har en dansk bopæl.

Og det er kritisabelt, mener Charlotte Wilken-Jensen, der er ledende overlæge på Gynækologisk-Obestrisk Afdeling på Hvidovre Hospital. Hun har selv foretaget aborter på kvinder, som har måttet tage turen fra Færøerne til Danmark for at få foretaget indgrebet.

»De her kvinder har det ikke godt. At få foretaget abort er noget nær det sværeste, som man kan få gjort som kvinde, så når det sker, så er det, fordi det er nødvendigt for kvinderne,« siger hun og fortsætter:

»Kvinderne på Færøerne oplever så ovenikøbet, at myndighederne bestemmer over deres liv og krop. De føler sig meget umyndiggjort,« siger hun.

Charlotte Wilken-Jensen mener også, at Danmark bør lægge pres på Færøerne.

»Det mener jeg, at vi skal. Det er uacceptabelt, at vi er i rigsfællesskab med et land, som på det her område opfører sig som det sorteste uland,« siger hun.

Karen Melchior vil ikke lægge sig fast på, hvordan Danmark bedst presser Færøerne på abortområdet.

Da Danmark satte aborten fri i 1973 fulgte Færøerne ikke med. Abort er som udgangspunkt ulovligt på Færøerne.
Da Danmark satte aborten fri i 1973 fulgte Færøerne ikke med. Abort er som udgangspunkt ulovligt på Færøerne. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Vi har nok været for dårlige til at lægge pres på Færøerne. Sagen er, at det bliver en meget delikat diskussion inden for rigsfællesskabet, hvor Danmark risikerer en modreaktion fra Færøerne,« siger hun.

Men når vi presser Polen, så bør vi vel også presse på hos Færøerne? De er jo mere eller mindre en del af os selv.

»Ja, jeg synes vi skal hjælpe de færøske kvinder. Men måske skal det gøres på en måde, så det ikke bliver sådan, at den gamle kolonialmagt kommer og dikterer Færøerne, hvordan de skal indrette sig,« siger Karen Melchior.

B.T. har kontaktet Enhedslisten for en kommentar, men Mai Villadsen, partiets politiske ordfører, blev forhindret i at medvirke før deadline.

Enhedslistens ligestillingsordfører Pernille Skipper så gerne et større dansk pres på Færøerne. Færøerne har ikke fri abort, som Danmark har.
Enhedslistens ligestillingsordfører Pernille Skipper så gerne et større dansk pres på Færøerne. Færøerne har ikke fri abort, som Danmark har. Foto: Emil Helms
Vis mere

Pernille Skipper, partiets ligestillingsordfører, har dog tidligere udtalt til Information, at partiet ønsker at lægge pres på Færøerne. Hun mener, at Danmark har været for lidt fremme med kritik om emnet.

»Jeg vil gerne medgive, at Danmark kunne være mere højlydt i sin kritik af Færøerne, og at vi også burde have været det i de forgangne år,« siger Pernille Skipper, som desuden forklarer, at hun også gerne så forslaget om at hjælpe polske kvinder til abort i Danmark blev udvidet til også at omfatte Færøerne.

B.T. har forsøgt at indhente en kommentar om abortlovgivningen på Færøerne hos Socialdemokratiet, men ingen af i alt tre adspurgte ordførere ønskede at udtale sig.

Det vides ikke, hvor mange færøske kvinder som har fået foretaget en abort i Danmark. I perioden 2008 til 2019 er det officielle tal 20, men da opgørelsen knytter sig til personer, som har bopæl på Færøerne, så kan mørketallet være betydeligt.

Andre læser også