Sophie-Charlotte Lambey fra Frankrig havde været i Danmark i lidt over en måned, da årets største fejring – nytårsaften – stod for døren.
Men uden netværk eller venner i Aarhus ventede den oplagte nytårsfejring ikke lige om hjørnet.
»Jeg er helt ny i Danmark, men jeg havde virkelig ikke lyst til at fejre nytår alene,« siger hun.
Derfor valgte hun at dele et opslag på gruppen Aarhus Internationals' på Facebook.
'Jeg tænkte på, om der var nogen mennesker, der ligesom mig har lyst til at hænge ud,' skrev hun blandt andet.
Responsen var overvældende – mere end 30 mennesker stod i samme situation.
Ud fra det udvalgte hun fem, og de fejrede nytår hjemme hos hende i Ceres Park i Aarhus.
»Alle havde mad og drinks med. Vi så fyrværkeri, dansede og havde det virkelig sjovt sammen,« siger Sophie-Charlotte Lambey og uddyber:
»Jeg tror helt sikkert, vi skal mødes igen. Vi havde det virkelig godt sammen – hvilket er virkelig fedt, når det var fremmede, jeg bare fandt.«
Der var en god grund til, at det netop var en side for internationale, Sophie-Charlotte Lambey valgte at skrive et opslag på.
Hun har nemlig oplevet, at det er temmelig svært at blive en del af det danske fællesskab, og det var da også kun internationale, der skrev og gerne ville være med.
»Det er virkelig svært at komme ind på danske mennesker generelt. De kan ikke lide at komme ud af deres komfortzone og lære nye mennesker at kende – så det er svært at finde venner her,« siger hun og fortsætter:
»Danskerne er meget private, det er svært at komme ind i deres cirkel af venner. Det er ret anderledes i andre lande, hvor folk er mere åbne.«
Hun havde godt fået fortalt, at danskerne var svære at komme ind på, og hun havde også læst det på nettet, da hun sagde ja til jobbet i Bestseller.
Alligevel er det kommet lidt bag på hende.
»Jeg havde hørt det, men jeg troede ikke, det ville være så svært. Men det er okay, jeg bliver ved med at prøve. Jeg tror, det er vigtigt man kan dansk for at blive venner med danskerne, så det vil jeg lære. Det er ellers underligt, for alle danskere er SÅ gode til at tale engelsk,« siger hun.
Selvom hun har indset, at danskerne er lidt sværere at blive venner med, end hun havde regnet med, regner Sophie-Charlotte Lambey dog med at være i Danmark i mange år endnu, hvor hun håber både at få danske venner og fortsat mødes med sine nye internationale nytårsvenner.
Sophie-Charlotte Lambey taler ikke dansk, men i denne artikel er hendes citater oversat.