Medarbejderne i 22 tøjbutikker landet over fik torsdag aften og fredag morgen besked på, at de godt kunne gå i gang med at finde sig et nyt arbejde.

Størstedelen af Solo Companys 26 butikker lukkede nemlig fredag morgen. Det skriver Jydske Vestkysten.

Solo Company, der har hovedkvarter i Tistrup ved Varde, gik - grundet et svigtende salg - konkurs tilbage i midten af marts måned, men dengang udtalte kuratoren i boet, advokat Søren Christensen Volder, at det ikke var sikkert, at konkursen ville få betydning for kædens mange tøjbutikker.

Det skyldtes, at butikkerne ejes af datterselskaber, som ikke var berørt af hovedselskabets massive økonomiske problemer.

Men her - cirka to uger senere - viser det sig, at der simpelthen ikke var nok penge til at udbetale løn til personalet, fortæller Søren Christensen Volder fra advokatselskabet Beck-Bruun til Jydske Vestkysten.

»Det var derfor uforsvarligt at fortsætte driften,« siger advokaten.

Solo Company havde butikker under navnene Solo Concept og ChaCha. En af dem, der måtte aflevere nøglebundtet til sin butik fredag morgen, var butikschefen og medejeren af tøjbutikken Solo i Svendborg, Lene Abildgaard.

Til Fyns Amts Avis fortæller hun, at hun blev ringet op af Søren Christensen Volder torsdag aften og fik at vide, at hun skulle møde op med sine medarbejdere klokken kvart i ti fredag morgen for at aflevere nøglerne til butikken.

ChaCha-butikken i Blåvand lukkede også fredag morgen.
ChaCha-butikken i Blåvand lukkede også fredag morgen.
Vis mere

Lene Abildgaard har arbejdet i butikken siden 1997, og derfor var det en yderst hård nyhed for hende.

»Butikken er mit barn. Jeg har været der i 22 år og har brændt og brænder stadig for den,« siger hun til avisen.

Der er dog stadig håb om overlevelse for nogle af butikkerne under Solo Company i Tistrup, da fire butikker forbliver åbne. Butikkerne, som fortsætter, ligger i Haderslev, Skive, Skagen og Aalborg.

Derudover påpeger kurator Søren Christensen Volder desuden over for Jydske Vestkysten, at de vil forsøge at finde andre, der har lyst til at videreføre nogle af de 22 lukkede butikker, så de forhåbentlig kan genåbnes.