»Nej nej, overhovedet ikke.«

Sådan lyder det umiddelbart beroligende svar fra advokat Nicolai Dyhr, da B.T. spørger ham, om danskerne skal være bekymrede for at gå forgæves, næste gang de drøner ned til den nærmeste butik for at købe et sæt skitøj af mærket Kilmanock eller en badmintonketsjer af mærket Forza.

Tirsdag kunne finans.dk nemlig berette, at det danske sportsfirma Active Sportswear, der blandt andet står bag de to populære førnævnte mærker - samt børnetøjsmærket Color Kids - er gået konkurs. Men på trods af at Skifteretten i Brønderslev er i fuld gang med behandle konkursen af firmaet, er der altså ingen grund til bekymring hos forbrugerne, fortæller Nicolai Dyhr, der er indsat som kurator for konkursboet.

»Jeg er allerede i dialog med en del købere, og der er allerede tilbud på bordet. Det er nogle gode brands, så det (Active Sportswear, red.) skal nok blive solgt. Den eneste udfordring er, hvem der er seriøse, og hvem der er den rette køber,« siger advokaten og løfter samtidig sløret for, hvem de interesserede købere er:

»Det er klart, at de oplagte købere er de direkte konkurrenter, som allerede sidder solidt på markedet.«

Ifølge Active Sportswear-koncernens seneste årsregnskab havde firmaet 94 fuldtidsansatte i 2017, men Nicolai Dyhr oplyser til B.T., at der kun sad omtrent 30 ansatte tilbage i firmaets hovedkontor i den nordjyske by Brønderslev, da koncernen begærede sig konkurs.

»Medarbejderne er på nuværende tidspunkt opsagt, så det er klart, at det vigtigste for mig lige nu er at redde arbejdspladserne,« lyder det fra advokaten, der henviser til, at et salg kan betyde, at medarbejderne har mulighed for at få deres job tilbage.

Ud over selskabets egne mærker, Forza, Kilmanock og Color Kids, har Active Sportswear rettighederne til at sælge tennismærket Babolat.

Active Sportswear blev stiftet i 1987 og har haft datterselskaber i flere lande - heriblandt Sverige, Hongkong og Norge. På nuværende tidspunkt har koncernen dog kun et enkelt datterselskab tilbage, som ikke er blevet erklæret konkurs, og det er beliggende i Tyskland, oplyser Nicolai Dyhr.

Der er flere årsager til Active Sportswears konkurs, vurderer advokaten, der blandt andet nævner den hårde konkurrence på markedet som en af årsagerne. Det havde dog også stor betydning, at firmaet for et par år tilbage solgte rettighederne til det populære løbemærke New Balance, da salget medførte en markant nedgang i omsætningen.

»Baggrunden for konkursen er udskiftninger i ledelsen, og at man solgte rettighederne til New Balance fra for et par år siden med markant tab af omsætning til følge,« lød det således fra advokaten til finans.dk tirsdag.

Ifølge Active Sportswears seneste årsregnskab landede koncernen på et underskud på 300.000 kroner i 2017.