Medarbejderne i 22 tøjbutikker landet over fik i slutningen af marts besked på, at de godt kunne gå i gang med at finde sig et nyt arbejde.

De mange butikker ville nemlig lukke og slukke. Men nu er ni af butikkerne reddet.

Solo Company, der har hovedkvarter i Tistrup ved Varde, gik - grundet et svigtende salg - konkurs tilbage i midten af marts måned.

Men fordi de mange butikker var ejet af datterselskaber under det store moderselskab, har det været muligt at sælge flere af dem til nye ejere.

Og det er det, der er lykkes for ni af butikkerne i henholdsvis Holbæk, Svendborg, Varde, Blåvand, Aabenraa, Sorø, Ribe, Grindsted og Skjern, skriver JydskeVestkysten.

Solo Company havde butikker under navnene Solo Concept og ChaCha.

Tidligere har blandt andet butikschefen i tøjbutikken Solo i Svendborg fortalt, at hun var meget ked af, at butikken skulle lukke.

Lene Abildgaard har arbejdet i butikken siden 1997, og derfor var det en yderst hård nyhed for hende.

»Butikken er mit barn. Jeg har været der i 22 år og har brændt og brænder stadig for den,« sagde hun til Fyns Amts Avis.

Men det er nu afværget.

Også moderselskabet i Tistrup, hvor der arbejdede 12 ansatte, lader til at være reddet, da der ifølge kuratoren i boet, advokat Søren Christensen Volder fra advokatselskabet Bech-Bruun, ligger en købsaftale klar.

Det er ikke første gang, Solo-kæden er gået konkurs. Det samme skete i 2014, hvor virksomheden blev videreført af nye ejere.