Når kvinder bliver udsat for vold eller trusler om vold, skal både kvinden og kvindens børn have et sikkert sted at søge hen.

Det var udgangspunktet for, at Odense Kommune i efteråret 2020 søgte og fik 2.540.000 kroner til at oprette fem nye plader på Krisecenter Odense.

Pengene kom fra en pulje på 48,8 millioner kroner, som via Socialstyrelsen var øremærket til nye pladser på landets kvindekrisecentre, fordi man oplevede en øget efterspørgsel.

Men efter at have fået pengene bevilget trak Odense Kommune sig, og de fem nye krisecenterpladser blev aldrig til noget. Hverken på Krisecenter Odense eller noget andet sted.

Det bekræfter Socialstyrelsen i en mail til B.T.

»Resultatet er, at de fem krisecenterpladser, Odense Kommune fik penge til, ikke bliver oprettet andre steder.«

Den information både ærgrer og overrasker rådmand for beskæftigelses og socialområdet i Odense, Brian Dybro (S).

»Gør de ikke?« lyder hans umiddelbare reaktion.

Grunden er, forklarer Socialstyrelsen, at puljen kun skulle fordeles én gang. Derfor skal pengene betales tilbage, hvis pladserne ikke etableres inden 31. december i år.

»Fordi der er tale om en pulje, som er blevet fordelt sidste år, og som ikke skal udmeldes igen, vil midlerne blive ført tilbage til finansloven til prioritering af andre politiske formål.«

Ifølge rådmand Brian Dybro er det langtfra almindeligt, at pengene på den måde slet ikke går til det tiltænkte formål, hvis en ansøger må trække sig.

»Vi søger mange statslige puljer, og der fungerer det ikke på den måde, at det bare er tabt,« siger han.

På nuværende tidspunkt er der plads til 15 kvinder og cirka 25 børn på Krisecenter Odense, som ligger på Rødegårdsvej i det centrale Odense. Ifølge Beskæftigelses- og Socialforvaltningen var der i 2019 en belægningsprocent på 93,37. Det vil sige, at i alt 55 kvinder og 85 børn i løbet af året boede på centeret.

En opgørelse viser desuden, at kvinder fra Odense benytter krisecentre i andre kommuner i langt højere grad end det i Odense. Sidste år var der 37 odenseanske kvinder på Krisecenter Odense, mens der var 52 kvinder fra andre kommuner.

Samme år var 69 odenseanske kvinder på krisecentre i andre kommuner.

Det betyder dog ikke, at der mangler pladser, understreger Brian Dybro. Der kan nemlig være flere årsager til, at kvinderne hellere vil rejse længere væk.

»En del af forklaringen er, at nogle kvinder ønsker at komme længere væk. Det kan man godt forstå. Det samme gælder kvinder – også fra mindre byer – som ønsker at komme til en stor by, hvor man kan være mere anonym,« siger han.

Desuden er det forvaltningens vurdering, at der er de pladser, der er brug for.

Men noget tyder på, at det er på lånt tid. Forud for ansøgningen om midler til fem nye pladser skrev forvaltningen i sin indstilling til Beskæftigelses og Socialudvalget, at 'krisecenteret både har oplevet stor stigning i antallet af kvinder med børn samt en stigning i antallet af børn, kvinderne kommer med, hvilket kræver mere plads til den enkelte beboer'.

Derfor var forvaltningen også allerede forud for ansøgningen om de fem pladser i gang med at finde en ny beliggenhed til Krisecenter Odense. Det er nemlig svært at udvide centeret, hvor det ligger i dag.

»Det korte af det lange er, at jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke har fået etableret de flere pladser. For det ville alt andet lige have gjort tilbuddet bedre. Problemet er bare, at det koster de der 35 millioner alene at lave den udbygning, og selv med den kunne man ikke være sikker på at være fremtidssikret,« siger Brian Dybro.

Til gengæld er det langt dyrere at flytte centreret.

»Men så er vi helt oppe mod de her 60 til 70 millioner kroner,« siger Brian Dybro.

Ansvaret for, at pladserne ikke bliver oprettet, mener han, ligger hos staten og ikke kommunen. Derfor synes han også, at staten skal lade pengene gå til andre centre, der har mulighed for at oprette pladserne.

»Jeg synes, det er meget mærkeligt, hvis de ikke gør det. Det må jeg ærligt talt sige.«

Til gengæld havde Odense Kommune sandsynligvis handlet anderledes, hvis man havde vidst, hvordan landet lå.

»Det er svært i bakspejlet at gøre sig klog. Men det er klart, at havde vi vidst alt det, vi ved i dag, så havde vi ikke gjort det. Det siger sig selv. Men jeg vil bare sige, at vi blev opfordret til at søge, hvilket vi så også gjorde.«