Det nærmer sig snart sidste chance, hvis du ønsker at få udbetalt dine indefrosne feriepenge.

Døren til feriepengene står åben indtil mandag 31. maj klokken 23.59. Derefter bliver den lukket.

Det oplyser Nykredit i en pressemeddelelse.

I nogle ganske få tilfælde kan man dog også søge, efter fristen er udløbet:

»For eksempel hvis man ikke har nået at søge i tide grundet langvarig sygdom,« oplyses det.

Da der blev åbnet for, at man kunne søge om de sidste ugers indefrosne feriepenge, fremgik det også af en bekendtgørelse i Lovtidende, at man også kan søge efter fristens udløb, hvis det først derefter er blevet indberettet, at man har feriepenge til gode.

Nykredit oplyser, at man skal betale almindelig indkomstskat af pengene. Men udbetalingen mindsker ikke sociale ydelser som eksempelvis folkepension, kontanthjælp og boligstøtte – uanset om man beder om udbetaling nu eller først som pensionist.

Derudover råder Nykredit også til, at man holder øje med, om man ender med at skulle betale topskat:

»Hvis den forventede årsindkomst inklusive feriepengene kommer op over 544.800 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag, skal der betales en topskat på cirka 52 procent af feriepengene,« oplyser Camilla Schjølin Poulsen, der er ekspert inden for opsparings- og formueområdet i Nykredit.

Oprindeligt skulle de indefrosne feriepenge være udbetalt, når man når folkepensionsalderen, medmindre man inden da af andre grunde trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og man i den forbindelse beder om feriepengene.

Sidste år blev det dog besluttet, at man ville udbetale de i alt fem ugers indefrosne feriepenge for at sætte gang i økonomien under coronakrisen.

I efteråret kunne man derfor søge om i alt tre af ugerne – mens man nu kan søge om enten de to uger eller de fem uger, hvis man ikke fik udbetalt de tre uger sidste år.

Du kan søge om feriepengene på borger.dk.