Endnu er der ikke blevet meldt en helt præcis dato ud for, hvornår danskerne kan søge om deres resterende indefrosne feriepenge.

Men nu er der lidt nyt i sagen. Af en ny bekendtgørelse i Lovtidende fremgår det, hvornår man senest skal kunne søge om dem.

»Fonden (Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler, red.) afgør, hvornår der åbnes for ansøgning, dog senest 29. marts 2021,« lyder det.

Derudover oplyses det også, hvornår man senest skal søge, hvis man vil have feriepengene udbetalt:

»Fonden skal modtage lønmodtagers ansøgning senest 31. maj 2021.«

Der er dog enkelte undtagelser.

For eksempel hvis man har været syg og dermed ikke har haft muligheden for at kunne nå at søge i tide, eller hvis det først efter fristens udløb er blevet indberettet, at du har feriepenge til gode:

»Fonden kan behandle en ansøgning, der indgives efter 31. maj 2021, hvis lønmodtageren på grund af langvarig sygdom eller andre særligt undskyldelige forhold har været forhindret i at ansøge til tiden, herunder hvis der først efter udløbet af ansøgningsperioden foretages indberetning af tilgodehavende feriemidler,« lyder det i bekendtgørelsen.

Det var i sidste uge, at Folketinget vedtog et lovforslag, der betyder, at danskerne i slutningen af marts kan få udbetalt pengene.

»Coronaen har ramt flere brancher hårdt økonomisk. Derfor har vi også sat ind med hjælpepakker ikke mindst for at redde arbejdspladser. Ligesom hele Folketinget nu har besluttet, at lønmodtagerne kan få deres indefrosne feriepenge før tid, så de kan være med til at få gang i hjulene,« lød det fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i den forbindelse.

Oprindeligt skulle de indefrosne feriepenge være udbetalt, når man når folkepensionsalderen, medmindre man inden da af andre grunde trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og man i den forbindelse beder om feriepengene.

Sidste år blev det dog besluttet, at man ville udbetale de i alt fem ugers indefrosne feriepenge for at sætte gang i økonomien under coronakrisen.

I efteråret sidste år kunne man derfor søge om i alt tre af ugerne – mens man nu kan søge om de resterende uger.