Smitten hos de yngste spreder sig i højere grad end hidtil set.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) ifølge DR Nyheder.

Antallet af smittede i aldersgruppen 0-9 år lød i uge 7 på 70 smittede pr. 100.000 indbyggere.

I uge 6 var det tal 40 smittede pr. 100.000 indbyggere i samme aldersgruppe.

Enkelte kommuner er så hårdt ramt i aldersgruppen, at smitte her udgør hver tredje – og lige under hver tredje – af alle positive prøver i kommunen i uge 7.

Helt bestemt i Aabenraa, Fredericia og Faxe, hvor smitteprocenten i aldersgruppen i uge 7 lød på henholdsvis 36, 34 og 29 procent, skriver DR Nyheder.

Heldigvis skal man ifølge Viggo Andreasen, der er lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet, hæfte sig ved en ting, når det kommer til smitte blandt de yngste og mutationen B117, som ifølge fagpersoner snart bliver dominerende i landet.

»Det positive er, at børnene ikke bliver særlig syge, men det skaber en anden situation. For børn kan let blive skjulte smittespredere, hvis B117 smitter børn i højere grad,« fortalte han for et par dage siden til B.T.

I Fredericia er man opmærksom på coronasmitte, og her har man en særlig strategi klar: En massiv teststrategi.

»De, som tester hos os, er uddannet til at teste børn helt ned til to år. På den ene side er vi ikke interesseret i, at børn skal testes så tit, da det jo kan være et ubehageligt indgreb for barnet.

»På den anden side kan vi se, at den smitte, der er der nu, er kommet fra børn i daginstitutionerne. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at det er frivilligt at blive testet, og at det er op til forældrene selv, om de vil have testet børnene,« sagde viceborgmester i Fredericia Susanne Eilersen (DF) mandag til B.T.

Læs hele den historie HER.