En strategi med fokus på test, test, og test igen samt ekstra rengøring i daginstitutioner og skoler skal bringe coronasmitten ned i Fredericia, hvor man inden for meget kort tid har indtaget en kedelig femteplads over de kommuner, som er hårdest ramt.

Arbejdet med smitteopsporing har vist, at den aktuelle situation formentlig er kommet af, at der har været børn konstateret smittet i to daginstitutioner.

De to – Labyrinten og Bakkely – blev lukket ned med det samme, og de er stadig lukket. Og nu opfordres kommunens borgere til at tage imod tilbuddet om at blive testet, siger Susanne Eilersen (DF), viceborgmester i Fredericia, til B.T.

»De, som tester hos os, er uddannet til at teste børn helt ned til to år. På den ene side er vi ikke interesseret i, at børn skal testes så tit, da det jo kan være et ubehageligt indgreb for barnet. På den anden side kan vi se, at den smitte, der er der nu, er kommet fra børn i daginstitutionerne. Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at det er frivilligt at blive testet, og at det er op til forældrene selv, om de vil have testet børnene,« siger Susanne Eilersen.

Hun ser frem til, at de nye kviktest bliver tilgængelige, for testmetoden er langt mindre indgribende, når en vatpind kun skal to-tre centimeter op i næsen i forhold til de kviktest, der hidtil har været anvendt.

Det betyder, at endnu flere forældre ventes at tage imod tilbuddet om at få testet deres barn.

»Børnene, som er blevet smittet hos os, er ikke blevet rigtig syge. Nogle få bliver lidt sløje som ved influenza, men ikke rigtig syge. Og derfor kan det være svært at opdage, om et barn er smittet, men vi ved jo, at de er smittebærere alligevel,« siger viceborgmesteren, som oplyser, at af de forholdsvis mange, som er blevet konstateret smittet de seneste to uger i Fredericia, er smitten inden for nogle få familier.

En del af Fredericias teststrategi er, at samtlige lærere og pædagoger bliver testet en gang om ugen. Det sker ved hjælp af de mobile testenheder, som kommer ud på skolerne og institutionerne.

Podning af lærerne er lagt i hænderne på Falck, mens pædagoger og pædagogmedhjælpere bliver testet af ansatte fra CareLink.

»Og så har vi sat massivt ind med ekstra rengøring i daginstitutionerne og på skolerne. Det gjorde vi også i foråret i forbindelse med den første smittebølge. Vi har afsat otte-ti millioner kroner til ekstra 46 medarbejdere, som hver dag udgør en ekstra ressource, der sørger for at gøre særlig grundigt rent på blandt andet badeværelserne og rengør og afspritter legetøj,« siger Susanne Eilersen.

Kolding – nabokommune til Fredericia – er i øjeblikket epicentret for coronasmitte i Danmark. Derefter kommer Ishøj.

Fredericia, som søndag var nummer tre, er med et øjeblikkeligt indicenstal på 115 krøbet ned som nummer fem.