11 i minuttet.

Så mange bliver vaccineret mod covid-19 alene i Region Midtjylland, hvis man ser på tallene for uge 51, hvor 118.539 borgere smøgede ærmet op og fik et stik.

Og du kan også nå at få et skud med vaccinen inden nytårsfesten. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Faktisk er der frem til den 31. december knap 50.000 ledige tider i Region Midtjylland. Så hvis du vil springe ind i det nye år nyvaccineret, er der rig mulighed for det.

»Det er særligt på de større steder, du lige nu kan finde ledige vaccinationstider, mens nogle af de mindre steder begynder at melde udsolgt, hvis stikket skal i hus inden nytår,« fortæller regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Alle, der er inviteret til vaccination, kan booke en af de mange ledige tider. Og hvis du allerede har booket tid til vaccination, så kan du ændre din tid og måske blive vaccineret tidligere end oprindeligt planlagt.

At blive vaccineret er også et af Sundhedsstyrelsens gode råd til et smittefrit nytår.

På vacciner.dk kan du søge efter en ny vaccinetid og uden at afbestille den tid, du allerede har booket – hvis du finder en ny tid, der passer bedre end din oprindelige.

Vaccinationsindsatsen fortsætter i 2022 – også på de mindre steder – så i det nye år er der gode muligheder for et stik på alle regionens vaccinationssteder, lyder det fra regionsrådsformanden.

118.539 borgere blev fra 20. december – 26. december vaccineret mod covid-19 i Region Midtjylland. Heraf fik 5.017 første stik, 5.648 andet stik og 107.874 fik booster-stikket/det tredje vaccinestik.

Godt nytår!