»Vi ved godt, at hvis du har ligget i respirator på intensiv og svævet mellem liv og død, så tager det tid at komme sig,« siger praktiserende læge Anders Beich.

»Men her kigger vi på en langt større gruppe mennesker, som har haft moderate og milde forløb og været syge hjemme.«

Et sted mellem 10 og 30 pct. af covid-patienter oplever nemlig lange sygdomsforløb, hvor de tre uger efter endnu ikke føler sig raske.

»Og efter tre måneder, er der stadig nogle, der ikke er kommet sig,« siger praktiserende læge og formand for Dansk selskab for almen medicin (DSAM), Anders Beich.

Symptomer kender han og kollegerne godt fra andre infektionssygdomme som f.eks. kyssesyge.

»Det er bare sjældent, at så mange bliver ramt på én gang,« siger Anders Beich.

Derudover er der tale om et virus, som tilsyneladende samler alle de komplikationer, man kender fra alle andre infektionssygdomme.

»Den (covid-19, red.) kan det hele,« siger Anders Beich og begynder at remse op af de mange symptomer, som han er stødt på: ekstrem træthed, koncentrationsbesvær, overfølsomhed over for lys og lyd, hovedpine, muskel- og ledsmerter, hudproblemer, hårtab, vejrtrækningsbesvær, trykken for brystet mv.

»Den (virussen, red.) er meget udbredt og kan lave så meget ballade i kroppen på en hel del mennesker, som vil være længere om at komme sig.«

Læg dertil et helt særligt sygdomsforløb, som Anders Beich ikke kan udelukke har traumatiseret nogle patienter:

»Det er meget sjældent, at vi har en masse mennesker, som vi, når de bliver syge, beder om at isolere sig alene hjemme uden kontakt til deres kære. Hvor det eneste, de har haft, er et fjernsyn, hvor de ser lig bliver kørt i kortege ud af storbyerne,« siger Anders Beich.

På hospitalerne var der ikke plads eller grund til at teste og indlægge alle, så det eneste vi som læger kunne sige til patienterne var »at hvis det blev værre, skulle de ringe igen.«

Den gode nyhed er dog, at der ikke er noget, der tyder på, at folk ikke bliver raske igen.

»Der er ingen opgørelser, der tyder på, at folk ikke bliver raske, når vi taler de milde og moderate sygdomsforløb. Det går fremad, men det går langsomt,« siger Anders Beich, som dog afviser, at patienterne ‘bare skal være tålmodige’.

»De skal lære at økonomisere med deres energi - ikke bruge mere energi, end de har. Ellers bliver de slået tilbage. Så skal den fysiske genoptræning tilpasses, og der skal styr på psyken, så de ikke stresser over helt eller delvist at være uarbejdsdygtige,« siger han.

Et sygdomsforløb er nemlig i sig selv en stor stressbelastning og frustrationer over, at man ikke kan få stillet en præcis diagnose eller tilbudt en specifik behandling kan gøre tingene værre.

»Det er meget frustrerende at fejle noget, som lægerne ikke kan måle,« siger Anders Beich.

Og lige nu er det ofte virkeligheden med covid-19, som lægerne endnu ved meget lidt om. Men derfor kan der alligevel være stor hjælp at hente hos egen læge, der er vant til at alle lidelser ikke har et navn.

»Vi kan anerkende at patienten ikke fungerer endnu og give de råd, jeg lige har givet - selvfølgelig personlig tilpasset, så kroppen langsomt kan blive sig selv igen,« siger han.

Derudover har egen læge mulighed for at sygemelde folk helt eller delvis. Det kræver nemlig ikke en specifik diagnose, hvis lægen vurderer, at funktionsevnen er nedsat.

I det hele taget opfordrer Anders Beich folk til, at man i stedet for at jagte en diagnose, fokuserer på at give kroppen ro til at blive rask.

I den forbindelse er det vigtigt, at også arbejdsgiverne anerkender, at nogle mennesker kan have længere funktionsnedsættelse efter covidforløb.

»Og der skal de ikke stresse deres medarbejdere, for så går der bare længere tid, inden de er tilbage,« siger han.