Sigrun har fået nye lunger: 'Jeg er ikke bange for corona'

Hun laver 10 squat og holder pause. Så laver hun 10 mere. Bagefter er det mavebøjninger og så armstrækninger på knæene. Hun kan allerede tage 10 - ad gangen.

Sigrun Johannesdottir Bisp er begyndt at styrketræne hjemme på stuegulvet. Hun vil være stærk igen.

For to måneder siden havde hun end ikke kræfter til at bevæge sig rundt i sin lejlighed.

Husker du Sigrun Jóhansdóttir Bisp? Hun er født med cystisk fibrose, en sygdom der har ødelagt hendes lunger. Sidst B.T.s læsere mødte Sigrun var i december 2019, hvor hun for anden gang i sit unge liv var indstillet til en lungetransplantation.

Hun er kun 30 år, men fik allerede i 2017 hun sin første lungetransplantation. I januar sidste år havde sygdommen også ødelagt dem - og hun stod igen på venteliste til nye lunger.

Da B.T. mødte hende i december, kunne hun ikke trække vejret uden hjælp fra et iltapparat. Når hun vågnede om morgenen, havde hun kun lige kræfter til at slæbe sig fra sengen ind i sin sofa, før hun måtte hvile igen.

»Nu vågner jeg klokken 8 om morgenen og er frisk - hele dagen. Jeg er glad og har energi. Det er så godt,« siger hun.

Hendes hår er vokset til en tæt manke, kinderne er så småt begyndt at få fylde, og øjnene er indrammet af mascara med tætte vipper, der vidner om et overskud, som ikke eksisterede for få måneder siden.

Mens resten af verden er i coronakrise, har Sigrun Jóhansdóttir Bisp kæmpet sin egen kamp mod en lungesygdom, der er i årevis har kostet hende livskvalitet.

Hun bor stadig på det færøske patienthotel i København. Sammen med sin mand og søn flyttede hun i februar 2019 ind i en lille lejlighed på fjerde sal for at vente på, at lægerne på Rigshospitalet ville finde en egnet donor til hende.

Den 10. december var der endelig et par lunger klar, og resten af familien kom flyvende fra Færøerne for at være ved Sigruns side, når hun fik livet tilbage.

Skuffelsen var massiv, da det viste sig, at lungerne ikke var gode nok til, at lægerne ville vove operationen.

Sigrun Jóhansdóttir Bisp måtte tilbage i køen, indstille sit sigte på uendelig og vente - bare vente - på, at en ny donor dukkede op.

»Jeg har ingen tanker om, hvad der kommer til at ske. Jeg tager bare én dag ad gangen,« sagde hun dengang.

Nu er der godt nyt.

Den 13. februar 2020, præcis 11 dage før den første dansker blev sendt i hjemmekarantæne med coronasmitte, fik Sigrun Jóhansdóttir Bisp en opringning.

Hendes mand, Mortan Bisp, sov endnu, da telefonen på patienthotellet ringede. »Du har fået nye lunger. Og denne gang er de godkendt,« lød beskeden i den anden ende.

»Jeg skyndte mig ind og vækkede min mand. Han sprang ud af sengen - vi panikkede, men fik da ringet til både familie og venner og var klar, da en Falck-bil hentede os klokken 11.«

I kiosken på Rigshospitalet købte Sigrun samme dag en lille notesbog. Da hun var blevet vasket og gjort klar til operation, skrev hun en hilsen til sin familie i den. Beskeden var kort:

»Lige nu er klokken 17.22. Klokken 18.30 skal jeg ned til operationen. Jeg er helt rolig og føler mig klar til det her. Jeg elsker jer alle sammen så meget. Kys og kram.«

Siden operationen har hun brugt bogen som dagbog. Gæster har skrevet hilsner i den, og sygeplejersker og læger har skrevet om hendes tilstand.

»Det er godt for mig at kunne læse i den, for der er så meget, jeg ikke kan huske.«

Da hun vågnede efter operationen, lå hun i respirator og kunne hverken tale eller trække vejret - uden hjælp.

»Men allerede efter en dag kunne jeg trække vejret selv.«

Hun er overrasket over, hvor let hun er kommet sig efter operationen.

»Efter fem dage var jeg tilbage på sengeafsnittet. Det troede jeg slet ikke, jeg var klar til.«

Siden er det kun gået fremad. Før operationen var hendes lungekapacitet under 10 pct. Da hun seks uger efter operationen var til kontrol, var den oppe på 46 pct. Nu er den på 51 pct.

»Den stiger ganske langsomt. Lægerne siger, at den nok ikke kommer op på 100 pct., men den skal nok stige lidt mere,« siger hun med en stemme, der pibler af lethed og livslyst.

Familien er tilbage i den lille lejlighed på patienthotellet på Østerbro. Lægerne skal følge hende tæt endnu fire måneder, før hun må flyve hjem til Færøerne. Men hun håber, at de kan bestille billet hjem i løbet af sommeren.

»Jeg ved ikke, hvornår det bliver, men det bliver mega dejligt at komme hjem.«

I disse dage overvejer Sigrun og Mortan Bisp, om de skal sende sønnen Johan i forvejen.

Siden marts 2019 har han ellers gået i skole på Østerbro i København. Den 11. marts blev han ligesom alle andre danske skoleelever sendt hjem, men nu åbner skolerne igen.

Men med en mor, der har cystisk fibrose, som netop har fået en lungetransplantation, og som er på immundæmpende medicin, for at kroppen ikke skal afstøde de nye organer, er Sigrun Jóhansdóttir Bisp i højrisikogruppen for at få coronavirus.

Derfor kan niårige Johan ikke komme tilbage i skole i København.

»Så vi overvejer, om han skal bo hos min mor og far, gå i skole på Færøerne og kunne se sine venner.«

Selv om hun er kronisk syg og nyopereret, frygter Sigrun Jóhansdóttir Bisp ikke selv coronavirus. Hun tager selvfølgelig sine forholdsregler, vasker ofte hænder og holder sig væk fra andre mennesker.

»Men jeg er ikke bange,« siger hun bestemt.

Hver dag går hun ture og nyder lyset og luften. Sammen med sin mand og søn har hun været ude at cykle og været en tur på stranden.

Sygdom har fyldt alt for meget i hendes liv allerede. Nu vil hun leve. Som hun siger:

»Hvis jeg dør og har brugt den sidste tid på at være indenfor og være bange, hvad har jeg så vundet...«