Midt om natten kom en sygeplejerske ind på hospitalsstuen. Forsigtigt vækkede hun Sigrun.
»Du skal vågne... De har fundet en donor.«
Ganske langsomt fandt beskeden vej gennem søvnens tåger. Det var 10. december, og Sigrun Jóhansdóttir Bisp havde netop fået den bedste julegave. Et par nye lunger var klar - til hende.
Desværre kom det ikke til at gå smertefrit.
Men det vidste den spinkle 29-årige færing endnu ikke, da hun slog øjnene op.
»Jeg kunne slet ikke fatte det,« siger hun og trækker besværet vejret.
Sigrun Jóhansdóttir Bisp kommer fra den lille by Kollafjørður på Færøerne. Hun er født med sygdommen cystisk fibrose, men først i 2012 - et år efter hun blev mor - ødelagde sygdommen hendes lunger.
I januar 2017 fik hun for første gang en lungetransplantation, men halvandet år senere afstødte hendes krop de nye organer. I dag er hun afhængig af ilt - nat og dag - og hver eneste vejrtrækning kræver hendes fulde opmærksomhed.
»Min lungekapacitet er under 10 pct., men lægerne er holdt op med at måle den, for jeg kan ikke længere gennemføre testene,« siger hun.
I januar i år var der ingen vej uden om endnu en transplantation. Derfor blev hun den 1. februar 2019 indlagt på Rigshospitalet i København som én af de mange patienter, der venter på en organdonation. I videoen herunder viser Sigrun, hvordan hun efter sidste transplantation kæmpede sig tilbage til livet:
Man kan kun stå på venteliste, hvis man bor i Danmark, så derfor er Sigrun, hendes mand og deres otteårige søn flyttet ind på det færøske patienthotel på Østerbro i København - ikke langt fra Rigshospitalet.
For 41-årige Mortan Bisp var der ikke andre muligheder:
»Jeg vil være her hos hende,« siger han.
Familien har forsøgt at gøre lejligheden lidt mere personlig ved at male væggen i sønnens værelse blå som himlen. I stuen er der gjort klar til jul med både træ og julegaver. Men det bliver en mærkelig jul - i sygdommens skygge.
Sidste år stod 477 på venteliste til nye organer. 26 af dem ventede på nye lunger - tre døde, inden de nåede deres mål, viser den barske statistik.
På fjerde sal i en lille patientlejlighed langt fra familie, venner og en velkendt hverdag har familien Bisp nu ventet mere end 300 dage. Sigrun Jóhansdóttir Bisp har hele tiden vidst, at hun skulle vente - længe: »Måske helt op til fem år.«
Derfor var det en kæmpe overraskelse, da hun for 14 dage siden var på Rigshospitalet til kontrol, og sygeplejersken vækkede hende med den gode nyhed: ‘Der er et par lunger til dig’. Så snart Sigrun havde luft til at tale, ringede hun til sin mor, der tog det først fly fra Færøerne til København. Bagefter ringede hun til sin mand og søn.
»Johan skal ikke i skole i dag. Skynd jer i stedet at komme over til mig,« sagde hun glad.
Kl. 10 var hun vasket og gjort klar til operation. Nu kunne hun kun vente på, at lægerne var klar. I løbet af dagen kom også hendes far, søster og søsterens børn flyvende fra Færøerne. Klokken 14 var hospitalsstuen fuld af forventning. Alle ville de være hos hende, når det nye liv begyndte.
»Alle var så glade og spændte,« husker Sigrun Jóhansdóttir Bisp.
Klokken blev 17, uden at der havde været bud efter hende fra operationsstuen. Da klokken passerede 20, begyndte håbet at falme. Men først kl. halv et om natten kom en overlæge ind og sagde dét, hun frygtede: Operationen var aflyst. Lungerne var desværre ikke gode nok.
»Der blev helt stille på stuen. Ingen sagde ét ord,« husker hun.
Nu er Sigrun - og hendes familie - tilbage i køen. Det eneste, de kan gøre, er at vente på en ny egnet donor. Skuffelsen er ikke til at komme udenom. Men selvom den spinkle kvinde ligner én, der kan væltes omkuld af ingenting, er hun stærk som det færøske fjeld, hun drømmer om igen engang at få luft til at bestige.
»Jeg har ingen tanker om, hvad der kommer til at ske. Jeg tager bare én dag ad gangen,« siger hun.
Den eneste lyd i lejligheden - udover Mortan og Sigruns stemmer, der sagte taler sammen på færøsk - er den, der kommer fra iltmaskinen på badeværelset. Via ledninger, der snor sig over gulvet i stuen, er den forbundet til Sigruns næsebor og sørger for at puste luft i hendes ødelagte lunger.
Hendes hænder ryster. Hun har knapt luft til de mest vitale funktioner i kroppen. Det er hårdt for hende at rejse sig og stå op, og det er for hårdt at spise. I stedet får hun mad gennem en sonde i maven.
Tiden går langsomt i lejligheden på fjerde sal med udsigt til en verden, hun kun sjældent har luft til at tage del i. På de gode dage, hvor himlen er høj og luften klar, kan Mortan Bisp rulle hende en tur i rullestolen. Men de fleste dage kræver turen fra sengen til sofaen stort set alle Sigruns kræfter.
»Jeg sover meget af dagen,« konstaterer hun stille. Når hun ikke sover, ligger hun på sofaen og ser serier.
Den 10. december fik hun færten af det liv, der venter på den anden side.
»Nu ved vi, at det kan ske. Vi har set, at der findes lys for enden af tunnelen. Vi tror på, at vi kommer hjem - og at vi får et nyt liv.«
Hverken Sigrun eller Mortan har opgivet håbet om, at lægerne kan finde en donor til hende. Men indtil det sker, kan de kun vente.
VIL DU VÆRE ORGANDONOR? GÅ IND PÅ SUNDHED.DK OG REGISTRER DIG MED DIT NEM-ID.
