Halloween har for længst stået for døren. Men fredag nåede fejringen til Zoologisk Have på sin helt egen måde.

For her fik elefanterne traditionen tro fragtet en del af de monstrøse kæmpegræskar til sig fra Danmarksmesterskaberne i Tivoli.

I videoen øverst i artiklen kan man se, hvordan elefanterne med deres stærke snabler knuser græskar, som var det ingenting.

Sidste år var flokkens yngste elefant, Mun, kun få uger gammel, og hun var derfor lidt tilbageholdende. Men i år deltog hun i festlighederne med største iver ligesom alle de andre elefanter.

Foto: Ida Marie Odgaard
Vis mere

Det var dog kun de voksne hunner, der lykkedes med at få hul igennem, ligesom det kun er dem, der faktisk spiste græskarret.

Græskarrene er med til at aktivere en masse god og naturlig elefantadfærd, og giver mulighed for at bruge deres enorme styrke.

Det er syvende år i træk, at der har stået kæmpegræskar fra Tivoli på menuen for elefanterne.

De seneste 14 år har Tivoli i København afholdt DM i kæmpegræskar. I år var det en caféejer fra Græsted, der løb med sejren med et græskar på  497,6 kilo.