En skriggul flyer er over weekenden blevet sat under vinduesviskeren på en lang række biler i København.

Flyeren - eller pamfletten - har et design, der ligner det, som Sundhedsstyrelsen og en række andre myndigheder i Danmark bruger, når de kommunikerer om covid-19. Der er bare et problem.

Det er nemlig ikke sundhedsmyndighederne, der står bag flyeren.

Med spørgsmålet 'Hvor mange stik vil du have?' på den ene side, og fire QR-koder og teksten 'forhold dig kritisk og døm selv' på den anden, udgiver flyeren sig efter alt at dømme for at være fra de danske myndigheder.

Det kan i hvert fald være særdeles svært at se forskel på den skrifttype og det logo, som de danske myndigheder bruger, når det officielle Danmark kommunikerer om coronaindsatsen, og det design flyeren har.

Men de danske myndigheder har altså ikke noget med flyeren at gøre. Det bekræfter Nationalt Kommunikationscenter – Covid-19, der står for myndighedernes samlede kommunikationsindsats om covid-19.

»Denne flyer er ikke en del af myndighedernes officielle information om covid-19. Der er brugt efterligninger af både logo fra Sundhedsstyrelsen og fra myndighedernes fælles kommunikationspartnerskab,« lyder det i et skriftligt svar fra centeret.

Bag flyerens fire QR-koder gemmer sig links til interviews med blandt andet Dr. Peter McCullough, der i følge flyeren 'afslører covid-19 skandalen', og Michael Yeadon, der i et interview fortæller om den såkaldte 'planlagte nedlukning'.

Begge har dog ved flere lejligheder spredt information om covid-19, der har vist sig at være usand.

Hos Nationalt Kommunikationscenter – Covid-19 er det også datakilder, man tager afstand fra.

»De links der henvises til er heller ikke er en del af myndighedernes officielle kommunikation til befolkningen,« lyder det.

Centeret opfordrer i stedet folk til at få deres viden om covid-19 fra de officielle kanaler som coronasmitte.dk og Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Netop Sundhedsstyrelsen, der er afsender på en stor del af materialet med det officielle coronainformations-design, er også opmærksomme på flyeren:

»Sundhedsstyrelsen er meget opmærksomme på, at der ikke kan skabes tvivl om den kommunikation, vi som myndighed giver til borgerne. Misbrug af Sundhedsstyrelsens logo og ikoner kan skabe tvivl hos borgerne om Sundhedsstyrelsens generelle anbefalinger, og det tager vi naturligvis alvorligt,« skriver styrelsen i et skriftligt svar til B.T.

Derfor søger styrelsen så vidt muligt at beskytte både navn, logo og ikoner fra at blive brugt i sammenhænge, hvor misinformation indgår.

Dog er det endnu uvist, hvem der står bag flyeren, og det gør det svært for styrelsen, at komme misbruget til livs.

»Når vi hidtil er stødt på den slags, har vi forsøgt at tage dialogen med dem, der har delt materialer med vores navn eller logo. Og i de fleste tilfælde fjerner de materialet. Men nogle gange kan det være svært at se, hvem afsenderen er,« lyder det fra styrelsen, der i langt de fleste tilfælde forsøger at finde frem til hvem, der i første omgang har udgivet materialet og få dem til at fjerne det.