Stemningen har ændret sig i Torstorp-kvarteret i Taastrup.
Før i tiden var det et af de få uskyldige steder i Vestegns-byen, men de senere år er utrygheden flyttet ind med en større tilstedeværelse af grupperinger, råb, skrig og slagsmål.
Og det kulminerede søndag aften, da et voldsomt knivstikkeri fandt sted i Cederlunden.
Karina Aarestrup Berthelsens søn, der sammen med sin mor bor i kvarteret, var hjemme, da han hørte et højlydt skænderi ude foran deres hus.
Et skænderi, man for år tilbage ville have undersøgt nærmere, men som nu er blevet normalen.
»Vi er jo blevet vant til det, så selvom min søn hørte, at de råbte og skreg af hinanden, så reagerer man ikke. Inden for de seneste tre til fire år er det blevet meget larmende og mere utrygt med slagsmål, fyrværkeri og meget andet,« fortæller Karina Aarestrup Berthelsen.
Det, som sønnen hørte, var dog optakten til noget meget mere alvorligt end 'et skænderi'.
Det udviklede sig nemlig til et alvorligt knivstikkeri, hvor to personer blev ramt og fragtet til hospitalet.

»Det er meget alvorligt og ubehageligt, og da jeg skulle på arbejde, lå der papir med blod på ude foran. Der kom det lidt for tæt på,« fortæller Karina Aarestrup Berthelsen.
B.T. har talt med Københavns Vestegns Politi, der ikke ønsker at kommentere offerets tilstand.
I stedet oplyser de dog, at man har sat en mobil politistation op ude i området, og at borgere med særlig viden er meget velkomne.
»Vi er der frem til klokken 14.30, og så er vi der igen mellem 16 og 20. Hvis man ved noget, er man meget velkommen til at komme forbi. Det samme er tilfældet, hvis man bare har nogle spørgsmål,« lyder det fra politikredsen.
Ved du noget om sagen? Så vil B.T. gerne høre fra dig på sebj@bt.dk.
Karina Aarestrup Berthelsen er ikke den eneste lokale, der har oplevet en ændring i kvarterets stemning de seneste år.
Også Dina Inge-Lise Kubel, der bor ét husnummer fra gårsdagens knivstikkeri, har i længere tid været træt af udviklingen.
»Jeg talte med min datter om det i aftes, og det har ændret sig fuldstændigt. Når jeg før i tiden havde været i byen og kom hjem i bebyggelsen, var man helt tryg, for der skete ikke noget, og der var ingen mennesker. Det er ikke sådan længere,« siger Dina Inge-Lise Kubel og fortsætter:
»Nu render der mange unge mennesker rundt og skaber utryghed. Og nu sker det her så i går – det bliver man altså chokeret over.«
B.T. følger sagen tæt.