Restauranter og caféer skal have to kvadratmeter per person, og hvis kunderne 'i al væsentlighed' står op, fordobles kravet.
Sådan lyder det blandt andet i en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet, der har præsenteret de nye retningslinjer for genåbningsfase 2.
18. maj kan ovennævnte steder nemlig begynde at holde åbent igen, og retningslinjerne glæder erhvervsminister Simon Kollerup (S).
»Jeg er glad for, at det nu igen bliver muligt at gå ud og nyde en god middag eller få en kop kaffe eller øl med en ven ved stambordet. Det ved jeg, der er mange, der har savnet,« siger han og tilføjer:
»Jeg ved også, at restauranterne og caféerne står på spring for at byde deres gæster velkommen tilbage.«
Alle serveringssteder, der serverer mad, drikkevarer eller tobak, som gæsterne kan nyde på stedet, skal lukke ved midnat.
Ligesom restauranter og caféer må værtshuse og lignende heller ikke gennemføre aktiviteter, der kan få dem til at minde om en natklub eller et diskotek, som er nogle af de steder, der stadig ikke har fået lov til at genåbne.
Eksempelvis må der ikke laves et dansegulv, hvor afstanden på mindst en meter mellem gæsterne ikke kan opretholdes.
Der må heller ikke serveres for selskaber over 10 personer, og ifølge retningslinjerne bør de enkelte selskaber kun bestå af personer, der i forvejen ses og har tæt kontakt til hinanden.
En meters afstand til selskabet ved siden af er også påkrævet. Det oplyses dog, at personer, der spiser sammen, gerne må sidde ved samme bord med almindelig afstand.
Siden 7. maj, hvor der blev forhandlet en aftale på plads mellem partilederne på Christiansborg om genåbningsfaserne 2, 3 og 4, er der blevet arbejdet på at sammensætte de nye retningslinjer.
Retningslinjerne er udarbejdet i samarbejde med branchen og sundhedsmyndighederne.