Det er ifølge Morten Østergaard (R) alt for sent at vente seks dage med at mødes til nye forhandlinger om en udvidet genåbning af fase to.

Derfor har formanden for Radikale Venstre skrevet til Mette Frederiksen, at han i stedet opfordrer til et møde med partilederne fredag.

»Jeg har skrevet, at vi bør mødes hurtigt, for eksempel i morgen, så vi kan blive enige om, hvad det for nogle beregninger, Statens Serum Institut skal lave på baggrund af de meget positive, nye tal,« siger Morten Østergaard med henvisning til en ny rapport fra instituttet.

Rapporten viser ifølge statsminister Mette Frederiksen, at epidemien er så meget under kontrol, at fase to af genåbningen kan udvides.

»Det er i sig selv glædeligt. Det kan fx. betyde, at en stor del af dansk kulturliv kan åbne tidligere end først planlagt,« skriver Mette Frederiksen i en mail til partilederne torsdag eftermiddag.

I mailen indkalder hun partilederne til forhandlinger om seks dage, onsdag 20. maj. Men det bør ændres, mener Morten Østergaard.

Vil have indflydelse på beregninger

Før forhandlinger mellem statsministeren og partilederne har det været praksis, at Statens Serum Institut (SSI) har leveret beregninger på baggrund af politikernes ønsker til, hvad der skal åbnes.

Morten Østergaard vil sikre sig, at han også får indflydelse på, hvad SSI regner på.

Morten Østergaard ved sidste uges forhandlinger på Marienborg. (Foto: Philip Davali/Scanpix 2020)
Morten Østergaard ved sidste uges forhandlinger på Marienborg. (Foto: Philip Davali/Scanpix 2020) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Normalt foregår det sådan, at vi først diskuterer prioriteringen, og så beder man seruminstituttet lave beregninger på det. Pointen er bare, at hvis Mette Frederiksen siger: 'Nu sætter jeg seruminstituttet til at regne, og så kan vi mødes, når jeg har fået resultaterne' – så er det lige fiks nok efter min smag,« siger Morten Østergaard og uddyber sin kritik:

»Det er en fælles plan. Derfor er det vigtigt, at vi er enige om, hvad det er for nogle nye beregninger, vi bestiller hos Statens Serum Institut, og at det ikke endnu en gang er regeringen, der definerer det,« siger han.

Også De Konservatives formand spørger, hvorfor Mette Frederiksen først vil forhandle i næste uge:

»Hvorfor vente til midt i næste uge med det møde blandt partilederne. Lad os træffe en hurtig beslutning, så danskerne kan få gavn af det i Kristi himmelfartsferien. Kultur- og oplevelsestilbud til danskerne gør ferien lidt sjovere,« skriver Søren Pape Poulsen (K) på Twitter.

Søren Pape Poulsen (KF), da statsministeren holder doorstep om fase 2 af genåbningen af Danmark efter Regeringen og partilederne har mødtes til de afsluttende forhandlinger på Marienborg, nord for København, torsdag den 7. maj 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Søren Pape Poulsen (KF), da statsministeren holder doorstep om fase 2 af genåbningen af Danmark efter Regeringen og partilederne har mødtes til de afsluttende forhandlinger på Marienborg, nord for København, torsdag den 7. maj 2020.. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

Der er partilederdebat torsdag aften kl. 19.30.