Den pastelfarvede biograf ved Vesterport Station har længe været heftigt debatteret. Nu bliver den det måske igen.

Vinderen af en ny idékonkurrence om fremtidens Palads er nemlig fundet.

Copenhagen Contemporary har i samarbejde med Gernes-Fonden kørt en stor idékonkurrence, hvor man har kunne komme med et bud på, hvordan pladsen omkring Palads-bygningen kan gentænkes med respekt for det ikoniske kunstværk.

Det sker efter, at Københavns Borgerrepræsentation, senest i 2020, havde et forslag om at rive den ikoniske bygning ned til fordel for et nybyggeri.

Foto: Birna Schram
Foto: Birna Schram
Vis mere

Bag vinderprojektet står en række tegnestuer, arkitekter og kunstnere, der sammen har skabt en ny form for byrum, som de alle har savnet i København.

Vinderholdet består af AVPD - Aslak Vibæk og Peter Døssing, DSA ARK STUDIO - Nils Hansen og Jørgen Taxholm, KAAK - Knud Aarup Kappel og Lauge Floris Larsen og Olivia Toftum.

»Vinderprojektet viser en helstøbt og generøs plan for området omkring Palads, hvor der både er tænkt over bevarelsen af Poul Gernes’ udsmykning, fremtidens biograf og udviklingen af et centralt byrum i København,« fortæller direktør for Copenhagen Contemporary, Marie Nipper til B.T.

Ifølge Lauge Floris Larsen, der er en af vinderne bag projektet, har der været en helt bestemt årsag til at medvirke i konkurrencen.

»Der er rigtig mange ikoniske steder i byen, der bliver revet ned. Det med at kunne gå ind og deltage i debatten og på sin vis kritisere en nedrivning ved at foreslå, hvad man kunne gøre anderledes, det synes jeg har været spændende. Og så er det jo både sjovt og dejligt, at vi har vundet,« fortæller han.

Foto: Birna Schram
Foto: Birna Schram
Vis mere

Underjordiske forbindelser

For vinderholdet har det været vigtigt at bevare dele af den ikoniske bygning.

Derfor bevares facadedekorationen, mens alle etagedæk og vægge fjernes indvendigt og bliver til et overdækket byrum. Samtidig er idéen, at biografen skal placeres under jorden.

»Meget af den byudvikling, der sker for tiden, der glemmer man detaljen. Man glemmer de steder, der er lidt skæve og unikke. Vi vil gerne bevare den del, vi synes er magisk ved Palads. Men samtidig ankerkender vi også, at den måske ikke fungerer så godt med den funktion, den har nu,« fortæller Lauge Floris Larsen.

Han understreger desuden, at de nye underjordiske sale lægger op til at gentænke måden, vi går i biografen på.

Foto: Birna Schram
Foto: Birna Schram
Vis mere

Konkurrencen er idébaseret, og projekterne forbliver i udgangspunktet urealiserede. Men idébanken vil efterfølgende blive overrakt til Københavns Kommune og Nordisk Film Biografer, som skal tage stilling til det.

Men Lauge Floris Larsen håber alligevel på, at idéerne vil blive taget til efterretning.

»Nu får de et katalog med alternativer, så jeg håber, de kigger på forslagene og ser, at det kan gøres på en anden måde end bare at rive bygningen ned eller bygge store kontorlokaler,« slår han fast.

Vinderprojektet er udpeget af en komité af forskellige fagfolk. Vinderprojektet vil sammen med andre udvalgte håndbyggede modeller, skitser og plantegninger blive udstillet på Copenhagen Contemporary under titlen 'København, kærlighed & candyfloss' i perioden 11. september frem til den 24. oktober.

Har du en københavnerhistorie på hjertet? Så tøv ikke med at tippe redaktionen på tipkbh@bt.dk

Andre læser også