Lige nu holder Vladimir Putin ferie i Sibirien sammen med sin forsvarsminister. Og det bliver naturligvis dokumenteret med masser af fotos.
Han er kendt som iscenesættelsens mester. Han vil være Ruslands helt store machomand.
Det vidner adskillige billeder af den russiske præsident, Vladimir Putin, om.
Bare for at nævne nogle, så har vi set fotos af ham i bar overkrop, hvor han er på jagt. Billeder, hvor han nedlægger tigre, skyder hvaler og fanger kæmpestore fisk.
68-årige Putin vil vise, at han er en sund og energisk leder, der er i stand til at lede sit land i mange år fremover.
Og nu er han taget på en rigtig ‘macho’-tur gennem det sibiriske skovområde sammen med forsvarsminister Sergej Shoigu.
Som billederne viser, byder ferien på store terrængående køretøjer.

Mad og drikke – naturligvis med grøntsager på bordet.

Og et besøg på et træværksted i en taiga-skov.

Seniorforsker i international sikkerhed, Flemming Splidsboel Hansen, der er ekspert i russisk indenrigspolitik, har tidligere udtalt til B.T., at det er ingenlunde tilfældigt, at den russiske præsident lader sig fotografere på den måde:
»Billederne appellerer bredt til de russiske vælgere, som godt kan lide en stærk politiker. Det skal være en politiker, som afspejler noget essentielt russisk, og det gør naturen. At nyde naturen og at kunne bemægtige sig naturen. Det er et centralt element i den russiske historie og i den russiske selvforståelse,« siger Flemming Splidsboel Hansen.