Grafikkort, som især gamere og folk, der handler med kryptovaluta, benytter sig af, er kommet i høj kurs.

Faktisk så høj, at det siden november har været umuligt at opstøve grafikkortene i forretninger. Og her er der ikke kun tale om i Danmark, men også i store dele af Europa.

Det skriver dr.dk, som også har talt med Lars Damkjer, som ejer West Jysk Computer Service i Varde:

»Det er jo på daglig basis, at vi må afvise folk,« siger han.

Lars Damkjer fortæller desuden, at prisen enten er det dobbelte af, hvad den burde være, eller også er det fuldstændig umuligt at skaffe dem.

Og han regner ikke med, at situationen ændrer sig den første måned. Især fordi forhandlere som Proshop, Komplett og Computersalg.dk også er støvsuget for grafikkortene.

De eftertragtede kort afgør, hvor store spil gamere kan trække. Det vil sige, at de spilleglade ikke kan opgradere deres spil uden de nye grafikkort.

Men som tidligere nævnt er det ikke kun gamere, der er mærket af den store efterspørgsel på grafikkortene.

De bliver nemlig også brugt til udregning af kryptovaluta såsom bitcoin eller ethereum, hvor man den seneste tid har oplevet et boom i priserne.

Kryptovaluta er en digital valuta, hvor der ikke er nogen konkret organisation, der bestemmer valutaen, og dermed kan den heller ikke lukkes ned. Det er udbud og efterspørgsel, der afgør prisen.