Saszeline Dreyer - influencer og tidligere sanger i bandet S.O.A.P - har den seneste tid fået en del opmærksomhed for sine kontroversielle opslag på Instagram.

Hun er nemlig sprunget ud som 'sundhedsdebattør', der deler sine skeptiske holdninger til både vacciner og mundbind, men også teorier om at læger bliver presset til at skrive covid-19 som dødsårsag, for at skabe frygt i samfundet. Teorier mange nok vil beskrive som konspiratoriske.

I fredagens Shitstorm-program på P1 mødte Saszeline Dreyer op for at forklare sine udmeldinger, men her fik de fleste lyttere nok lidt af en overraskelse. For Saszeline Dreyer fortalte nemlig, at hun ikke mener alt det, hun har sagt på sociale medier. Hun har gjort det for at få folk til at lytte - velvidende at der ikke var evidens for nogle af teorierne.

»Jeg delte en masse på mine SoMe-kanaler. Noget kontroversielt, og noget der gik mod strømmen, der var også konspirationer. Ja, det var der. Men det fik folk op af stolene, det fik dem til at lytte med, fik medierne til at skrive og sende en masse trafik min vej,« siger Saszeline Dreyer, du måske bedst kender under navnet Saszeline Sørensen.

Hertil spørger Værten Mads Aagaard, om det var en slags masterplan, og svaret fra Saszeline Dreyer er klart og tydeligt.

»Ja.«

Så er du en af Saszeline Dreyers knap 90.000 følgere på Instagram, og har du lagt mærke til Saszeline Dreyers sundhedsteorier, er der måske en særlig årsag til at læse med her. For det hun siger i Shitstorm er, at hun ikke engang selv tror på nogle af teorierne.

Hun har altså råbt op om noget, hun selv beskriver som konspirationsteorier, for at få din opmærksomhed. Og hvorfor har hun så det?

Nu skal du holde godt fast. Saszeline Dreyer har tiltrukket sig opmærksomhed ved hjælp af konspirationsteorier for bagefter at kunne fortælle om andre sundhedsteorier, som hun rent faktisk tror på og egentlig kan stå inde for.

»Jeg er fuldstændig ligeglad med de konspirationer - men det har fået folk op af stolene. Men nu deler jeg kun ting, der er evidens for,« siger Saszeline Dreyer i Shitstorm.

»Men det gjorde du ikke før?,« spørger værten Mads Aagaard.

»Nej, det gjorde jeg ikke før,« svarer Saszeline Dreyer.

Nogle af de teorier, hun stadig står inde for, er bl.a., at WHO har ændret en meta-undersøgelses konklusion, fra at mundbind kun virker mod bakterier og ikke vira, til at det nu også virker mod vira.

Hun mener også stadig, staten kun tester for corona for at indsamle borgernes DNA, så de kan sælge den videre til medicinalindustrien, og at de fleste vacciner ikke virker, og at nogle vacciner er direkte kræftfremkaldende.

Hvilke teorier Saszeline Dreyer ikke kan står inde for, selvom hun har delt dem på sociale medier, står dog ikke helt klart.

Og netop det spørger den anden vært, Anna Olrik, ind til i slutningen af interviewet.

»Hvordan informerer du dine følgere om, hvad du står inde for, og hvad du ikke står inde for?« lyder spørgsmålet fra Anna Olrik helt præcist.

Det svarer Saszeline Dreyer dog ikke helt på. Hun gentager blot det første hun sagde i interviewet: Nemlig at hun i starten af Shitstorm-interviewet sagde nogle ting, der skabte ramaskrig for at få opmærksomhed.

Hun tilføjer dog, at hun også sendte konspirationsteorier ud for at få folk til at tænke selv og ikke bare lytte til myndighederne.