Politiet måtte natten til søndag lukke en stor piratfest ned i Nordhavn i København. Cirka 300 mennesker var samlet.

»Vi har sigtet arrangøren for overtrædelse af covid-reglerne, og så var der også ulovlig udskænkning af alkohol til arrangementet. Så vedkommende blev også sigtet for udskænkning af alkohol uden bevilling,« siger vagtchef ved Københavns Politi, Jesper Frandsen.

Jesper Frandsen vil ikke komme nærmere ind på, hvor festen foregik på Nordhavn.

»Vi lukker festen cirka klokken 00.30,« siger han.

ARKIVFOTO af politiet i Kødbyen i København.
ARKIVFOTO af politiet i Kødbyen i København. Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

Ved du noget om piratfesterne i København - eller deltog du i lørdagens fest? Så hører vi meget gerne fra dig. Send os et tip på 1929@bt.dk

Og det er ikke den eneste fest, Københavns Politi lukker ned.

Man har i løbet af natten sigtet to beværtninger på henholdsvis Amager og Vesterbro. Den ene et spisested, den anden en café.

De havde begge holdt åbent efter midnat og blev kort efter klokken 00.00 lukket ned.

Mange mennesker var samlet i Kødbyen lørdag aften.
Mange mennesker var samlet i Kødbyen lørdag aften. Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

På trods af en forholdsvis begivenhedsrig nat for politiet, så roser vagtchefen københavnerne.

»Vi er godt tilfredse med, hvordan aftenen og natten er forløbet. Der var færre mennesker ude end natten til lørdag,« siger han og nævner så et af nattens lyspunkter:

»Der var for eksempel ingen, der ikke respekterede de forbudszoner, vi har.«

Politiet har blandt andet lukket Nørrebroparken ned.

Også i Indre By i København var store grupper af unge samlet
Også i Indre By i København var store grupper af unge samlet Foto: Byrd / Mikkel Johansen
Vis mere

Lørdag eftermiddag afholdt Rigspolitiet og Københavns Politi pressemøde, hvor temaet særligt var de unge og nattelivet.

»Der er rigtig mange mennesker, unge mennesker, i nattelivet, og det er stærkt bekymrende. Vi er nødt til at tage et fælles ansvar,« sagde politidirektør ved Københavns Politi, Anne Tønnes.

Billederne, der er brugt i artiklen, er taget i Kødbyen i København og ikke til piratfesten i Nordhavn. Ifølge politiet lukkede alt i Kødbyen ned ved midnat.