En 35-årig mand døde 2. august, da hans bil ved en frontalulykke ramte en anden bil på en landevej lidt uden for Haderslev i Sønderjylland.

Nu efterlyser Syd- og Sønderjyllands Politi et muligt vidne.

»I forbindelse med undersøgelserne af omstændighederne ved ulykken efterlyser vi et muligt vidne. Det drejer sig om føreren af en lastbil med en orange/gul container på ladet,« skriver politikredsen på sin hjemmeside.

Manden var allerede død, da han blev taget ud af den smadrede bil, hvor han sad fastklemt.

Bilisten i den anden bil overlevede med lettere skader.

Siden har det været meget uklart, hvad der præcis førte til den frygtelige ulykke.

Politiet opfordrer føreren af lastbilen til at kontakte dem.

»Er du chaufføren, eller ved du, hvem han kan være, så bedes du ringe på telefon 114 og bede om politikommissær Dennis Holst,« skriver Syd- og Sønderjylands Politi.