Det føles efterhånden som en evighed siden, at Covid-19 spredte sig til alle afkroge af det danske land.

Helt præcist er det 18 måneder siden, men fra i dag betegnes Corona nu ikke længere som en samfundskritisk sygdom.

Det betyder også, at de restriktioner, der var tilbage, nu er ophævet, og at epidemien i Danmark betegnes som værende under kontrol.

I de Aalborgensiske butikker er det blandet, hvorvidt de tør smide bekymringerne og forholdsreglerne væk.

»Jeg har fjernet alt i butikken, der har med Corona at gøre. Folk er mættede, de gider ikke blive mindet om pandemien længere. Heller ikke mig,« fastslår Stine Larsen.

Hun har tøjbutikken Fr. Larsens Klædeskab på Adelgade, og både udvendigt og indvendigt er butikken strippet for tegn på, at der nogensinde har været en pandemi.

Lige bortset fra én ting.

»Det eneste, jeg har tilbage, er håndspritten,« siger hun og peger på flaskerne med gennemsigtig gel, der står rundt omkring i butikken.

»Det gode, der er kommet ud af alt det her, er de rene hænder,« tilføjer hun.

Længere nede ad gaden ligger kunstshoppen Avanti, som Hanne Junker har med sin mand.

På trods af at regeringen har givet grønt lys til at sænke skuldrene og droppe coronatiltagene, har Hanne også valgt at beholde håndspritten.

»Det er min fornemmelse, at mange er trygge ved, at håndspritten stadig står her. Den er jo også med til at forhindre forkølelse og influenza,« forklarer hun.

Hanne Junker mener modsat Stine Larsen, at netop fordi sygdommen stadig er frisk i folks erindring, har de brug for tryghed i form af håndspritten.

»Sygdommen er jo bare heller ikke helt udryddet endnu,« tilføjer hun og refererer til smittetallet, der fredag ligger på 557 tilfælde.

På butikkens front er der også stadig de blå skilte, som opfordrer til at spritte af, hoste i ærmet, holde afstand og om muligt gå alene ind i butikken.

»Det er til gengæld bare en forglemmelse, at de ikke er taget ned endnu,« griner hun.

Mere tilbageholdende med at pille skiltene ned er de til gengæld i elektronikforretningen Bluecity i Bispensgade.

»Selvom vi får at vide, at det hele er slut nu, så skal vi stadig vise hensyn og være opmærksomme, og det hele kan jo vende tilbage igen,« siger butikschef Rikke Sørensen.

Hun vil også ud at pille nogle af de blå coronaskilte ned, men ikke dem alle.

»Jeg har lige glemt at pille et skilt ned, hvor der står, hvor mange mennesker, der må vær herinde. De andre skilte bliver nok taget ned løbende, når det hele falder mere og mere til ro. Vi skal lige se det hele an. Jeg gider ikke tage alle skiltene ned for at tage det hele op igen,« siger hun og understreger, at hun hverken tror eller håber, at Covid-19 blusser op igen, men at det virker vildt, at det bare er slut nu.