En flok køer i Korsør har været med i en landsdækkende afsløring.
Der er nemlig blevet fundet stoffet PFOS i dem, efter de har græsset ved en brandskole i den vestsjællandske by.
Det har sat Danske Regioner på noget af et detektivarbejde, som de nu står klar med.
De har fundet og udpeget 145 steder i landet, hvor der er, eller har været brandøvelser, og hvor der dermed også er risiko for, at det farlige stof kan være. Det er brandskummet, der er blevet brugt i brandøvelserne, som kan indeholde det potentielt farlige stof.
Det skriver Danske Regioner på deres hjemmeside.
Heraf er der ni steder i Aalborg by, der skal undersøges.
Det er Høvejen 50, Gammel Hvorupvej 150, Lufthavnsvej 32, Teglværket 2 og Gammel Hvorupvej 100 i Nørresundby, der er tale om.
I Aalborg centrum er det Øster Uttrup Vej 3 og 5 samt Sofievej 1. Ude i Aalborg Ø er det Rørdalsvej 44 og 55.
Om og hvor meget PFOS-stoffet forurener de kortlagte steder, vides endnu ikke, men undersøgelserne er i gang.
»Vi er nødt til at undersøge pladserne meget grundigt, før vi kan sige, om de er forurenede, og om det i så fald har en indflydelse på menneskers sundhed eller drikkevand,« siger Heino Knudsen, der er formand for Danske Regioners Udvalg for Miljø og Ressourcer, til Danske Regioner.
»Jeg forstår godt, hvis nogen synes, at det burde gå hurtigere – men det er et ressourcekrævende arbejde, og det er vigtigt, at vi først prioriterer de steder, hvor risikoen er størst. Jeg kan garantere, at alle myndigheder arbejder så hurtigt som muligt,« tilføjer han.