Hov, giv os lov at afspille artiklen. Den er klar, når du har klikket 'Tillad alle'
Hvis du har modtaget en invitation til en spørgeskemaundersøgelse, hvor der står Rema 1000 i afsenderfeltet, gælder det om at være vågen.
I øjeblikket florerer der nemlig flere af de såkaldte fup-beskeder rundt, hvor svindlere udgiver sig for at være fra dagligvarekæden.
Men det eneste, som de faktisk prøver på, er at opsnappe folks personlige oplysninger – og i sidste ende deres penge. Det oplyser Mit Digitale Selvforsvar, som er en app, der er udviklet af Forbrugerrådet Tænk.
I beskeden, der til forveksling ligner noget fra Rema 1000, bliver modtageren bedt om at trykke på et link, hvor man skal udfylde et spørgeskema og herefter deltage i en konkurrence om at vinde et gavekort til dagligvarekæden på 1000 danske kroner.
Linket til undersøgelsen er både blevet delt via mail og gennem sociale medier, herunder Facebook, Instagram og Messenger.
Men selvom beskeden kan virke ganske oprigtig, og et gavekort på 1000 kroner måske ikke lyder helt dårligt, er det vigtigt, at man ikke tager den for gode vare.
Det er nemlig slet ikke Rema 1000, der står bag. Det bekræfter Jonas Schrøder, der er kommunikationschef hos Rema 1000, overfor B.T i et skriftligt svar.
»Vi oplever desværre løbende, at der er falske annoncer i omløb. Men vi reagerer selvfølgelig og gør vores kunder opmærksomme på, hvad det handler om, og gør det klart, at det ikke er os – og også hvis det er falsk,« skriver han.
Han påpeger desuden, at det er en god idé at holde sig orienteret på dagligvarekædens sociale medier, hvis man er i tvivl, om en konkurrence er oprigtig.
Det er desuden ikke første gang, at dagligvarekæden er udsat for fup-mails om falske præmier.
Tilbage i 2019 florerede der nemlig en lignende konkurrence, hvor svindlere lokkede med et gavekort på hele 10.000 danske kroner.