44 år blev det til for rejsebureauet Alt Rejser, der mandag er begæret konkurs.

Det oplyser bureauets kurator, Henrik Sjørslev, til Finans.

Trods flere år med sorte tal på bundlinjen har Alt Rejser måttet sande, at coronaen blev en for stor udfordring. Det er virussen, som har givet det endelige dødsstød.

»Alt Rejser har kastet håndklædet i ringen efter at have ligget underdrejet under nedlukningen. Rejsebureauet måtte sande, at det kigger ind i en fremtid, hvor der er lang tid til, at markedet for rejseydelser bliver aktivt i igen,« siger Henrik Sjørslev til Finans.

Alt Rejser kommer ikke til at sende feriehungrende danskere afsted mod syden fremover.
Alt Rejser kommer ikke til at sende feriehungrende danskere afsted mod syden fremover. Pascal GUYOT

Alt Rejser havde i 2019 en omsætning på 5,6 millioner kroner.

Bureauet blev grundlagt i 1977, og for nu er der ingen planer om, at driften skal genoptages på et senere tidspunkt.

Men over for Finans afviser Henrik Sjørslev ikke, at det kan ske på sigt. Eventuelt hvis nogen skulle have interesse i at overtage navnerettighederne, siger han.

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at rejsebranchen har lidt et alvorligt knæk under coronapandemien, hvor store dele af verdensbefolkningen har måttet lade passet blive i skuffen og kufferten i skabet.

Således har også Atlantis Rejser lidt tab, da deres svenske selskab, ATL Leisure AB, måtte dreje nøglen om.

Også flybranchen, eksempelvis Norwegian, har lidt store tab grundet lav passagerbooking. Selskabet oplevede en tilbagegang på 97 procent i antallet af passagerer.

Læs den historie HER.