Møbelgiganten IKEA er havnet i en sand shitstorm på Trustpilot, hvor vrede og frustrerede kunder harcelerer over, at det er umuligt at booke en tid til indkøb i varehusene.

Oven på coronanedlukningen har IKEA ellers åbnet for kunder med tidsbestilling, men bookingsystemet fejler igen og igen.

»Totalt latterligt bookingsystem for at besøge IKEA – det fejler hele tiden – siger, at det ikke kan gennemføre bookingen, da der er en anden, som har bestilt tiden. Men tiden står stadig ledig mange timer efter,« lyder det eksempelvis fra 42-årige Louise Maria Winstedt fra Slangerup i Nordsjælland.

Hun skulle for et par dage siden bruge nogle skabsmoduler og en sofa og ville gerne se varerne i virkeligheden, før kun købte dem.

Louise Maria Winstedt, 42 år og fra Slangerup i Nordsjælland.
Louise Maria Winstedt, 42 år og fra Slangerup i Nordsjælland.
Vis mere

»Så gik jeg ind for booke en tid til det. Men lige meget, om jeg forsøgte at booke en tid i IKEAs varehus i Taastrup, Gentofte eller for den sags skyld i Odense, fejlede bookingsystemet. Jeg valgte en ledig tid, men når man har tastet sine oplysninger ind, siger systemet så, at der er opstået en fejl, og at en anden har booket tiden,« siger hun.

Louise Maria Winstedt ringede til IKEAs kundeservice for at høre, hvad hun skulle gøre.

Herfra lød beskeden, at hun bare måtte blive ved med at prøve, og at kundesupporteren i øvrigt selv havde forsøgt sig, og at det havde taget hende to en halv time at booke en tid.

Adskillige kunder har haft samme oplevelse, og det har sendt IKEAs rating på Trustpilot ned i det blodrøde felt med en score på 1,5 point ud af 5 mulige, hvor 1 point er den lavest mulige score.

Sådan ser det ud, når man booker en ledig tid på IKEAs hjemmeside.
Sådan ser det ud, når man booker en ledig tid på IKEAs hjemmeside. Foto: Screenshot
Vis mere

For eksempel skriver en Andreas Honoré følgende:

»Fuldstændig HÅBLØST bookingsystem. Tiderne angives som ledige, og systemet beder om vores informationer. EFTER man så har indtastet ALLE sine informationer, så giver den en fejlmeddelelse om, at tiden allerede er booket. Hvad så med ikke at vise tiden på oversigten??«

Og videre:

»Hvordan kan så stor en virksomhed, med en milliardomsætning, fejle så voldsomt på noget så simpelt som et bookingsystem?«

B.T. testede søndag formiddag bookingsystemet og havde samme oplevelse som de mange vrede og frustrerede kunder på Trustpilot.

B.T. forsøgte at booke en tid søndag i tidsrummet 12-13 i IKEAs varehus i Gentofte. Tiden var markeret som ledig, og B.T. udfyldte derpå navn, adresseoplysninger, telefonnummer og mailadresse og bekræftede derefter bookingen – som ikke gik igennem.

I stedet blev B.T. mødt af en bjælke med teksten: »Der skete en fejl ved booking af tiden. Denne tid er allerede booket af en anden.«

En time senere gik B.T. igen ind for at booke en tid i IKEAs varehus i Gentofte. Nu var der pludselig slet ingen ledige tider resten af 2021 – end ikke i januar 2022 var det muligt at booke tid til at se på en IKEA-sofa.

Ingen ledige tider i IKEA i Gentofte i år, da B.T. søndag forsøgte at booke en tid.
Ingen ledige tider i IKEA i Gentofte i år, da B.T. søndag forsøgte at booke en tid.
Vis mere

B.T. har søndag været i kontakt med IKEAs presseafdeling.

Herfra lyder beskeden fra PR Leader Rikke Andersen til de frustrerede kunder:

»Vi er opmærksomme på, at der for nogle kunder opstår problemer med bookingen. Vi arbejder på højtryk på at løse udfordringen.«

»Vi beder kunder, der oplever problemer med systemet, om at forsøge igen senere. Vi gør alt, hvad vi kan, for at løse udfordringen.«