Det gælder om at sidde klar ved computeren efter påske.

Her kan boligejere sikre sig store besparelser, hvis de er hurtige på fingrene.

7. april kl. 10.00 åbner Energistyrelsen nemlig op for årets første ansøgningsrunde til Bygningspuljen i 2021.

Og skal du efterisolere taget, udskifte oliefyret med en varmepumpe eller udskifte de gamle vinduer eller yderdøre, kan du få flere tusinde kroner i tilskud.

Du kan få flere tusinde kroner i tilskud til energirenoveringer. Samtidig sparer du på varmeregningen.
Du kan få flere tusinde kroner i tilskud til energirenoveringer. Samtidig sparer du på varmeregningen. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

»Man kan få nogle fornuftige tilskud, næsten uanset hvad du foretager dig. Så går man med tanker om at energioptimere sit hus, så er det oplagt at søge,« siger Henrik Bisp, fagekspert ved Videncentret Bolius, til Børsen.dk.

Han vurderer eksempelvis, at en boligejer, der udskifter sit oliefyr med en varmepumpe kan få helt op 25.000-30.000 kroner i tilskud. Skattefrit.

Puljen fungerer efter først-til-mølle-princippet, og man skal sandsynligvis være hurtig, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at få del i pengene.

Erfaringen viser nemlig, at boligejerne har en glubende appetit på tilskud.

Isolering af loftsrum.
Isolering af loftsrum. Foto: Ditte Valente
Vis mere

I oktober sidste år åbnede Bygningspuljen for første gang for ansøgninger om tilskud til energiforbedringer, og de 245 millioner kroner, der var i tilskudspuljen i 2020, blev revet væk på bare 14 dage.

Energistyrelsen modtog dengang mere end 18.000 ansøgninger, men puljen var tømt, da 5.420 ansøgere havde fået tilsagn om tilskud.

I 2021 er der i alt afsat 675 millioner kroner til Bygningspuljen, som bliver fordelt på tre ansøgningsrunder i løbet af året.

Hvis du ansøgt i oktober 2020 og ikke fik tilskud eller igen kommer for sent i denne runde, skal du søge på ny.

Du kan blandt andet få tilskud til følgende energiforbedringer af din bolig:

  • Udvendig isolering af ydervægge og udvendig isolering af sokkel ved terrændæk.
  • Efterisolering af loftsrum.
  • Udskiftning af vinduer og yderdøre med høj glasandel (70 procent) og udskiftning af ovenlysvindue.
  • Montering af forsatsvinduer.
  • Udskiftning af oliefyr med varmepumpe.