Socialdemokratiet vil endnu ikke bakke fuldstændig op om at lade Forsvarets Efterretningstjeneste forsøge at gendanne Mette Frederiksens sms-beskeder.
Men hvis Minkkommissionen ønsker, at der gøres endnu et forsøg, så bakker Socialdemokratiet op.
»Hvis kommissionen aktivt kommer med et ønske om at få andre end politiets teknikere til at forsøge at genskabe dem, så bakker vi selvfølgelig op om det,« siger politisk ordfører Jeppe Bruus til B.T., inden han går ind til et møde fredag kl. 9.30.
»Vi har en stor interesse i at få sms'erne genskabt, for vi har intet at skjule,« siger Jeppe Bruus.
På mødet i Granskningsudvalget skal det diskuteres, om Center For Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste skal forsøge at finde sms'erne frem, efter det ikke lykkedes politiets teknikere.
Hele balladen om Mette Frederiksens sms-beskeder begyndte, da B.T. afslørede, at hendes stabschef og særlige rådgiver, Martin Justesen, havde slettet sine beskeder fra minksagen.
Derfor var hans sms'er ikke blevet udleveret til Minkkommissionen, som undersøger hele forløbet om regeringens ulovlige ordre om at aflive alle mink.
Bagefter bekræftede kommissionen, at også Mette Frederiksen, hendes departementschef Barbara Bertelsen og departementsråd Pelle Pape havde slettet deres sms-beskeder fra minksagen.
De sms'er, som de fire har sendt til hinanden, er derfor ikke blevet udleveret til kommissionen.
Venstres gruppeformand Karsten Lauritzen fortæller, at et flertal i Granskningsudvalget ikke kan tvinge regeringen til at gøre mere for at genskabe sms’erne.
Ønsket skal i stedet komme direkte fra Minkkommissionen.
»Men jeg vil på det kraftigste opfordre regeringen til at gøre mere i den sag. Jeg mener slet ikke, at der er gjort nok for at genskabe de slettede sms’er,« siger Karsten Lauritzen og tilføjer:
»Regeringen siger, at den intet har at skjule, så derfor burde den jo gøre alt for at genskabe de her sms’er.«
B.T. har fredag formiddag forsøgt at få en kommentar fra Minkkommissionen, men formanden Michael Kistrup har foreløbigt ingen kommentarer.
Medlemmerne af kommissionen skal først drøfte sagen.
Mødet i Granskningsudvalget endte med, at to ministre i regeringen kaldes i samråd for at forklare, hvordan politiet forsøgte at gendanne de slettede sms-beskeder i Statsministeriet.
Et forsøg, der ikke lykkedes.
»Vi er enige om at indkalde justitsministeren og forsvarsministeren i et hurtigt samråd for at spørge, hvad har man gjort. Så man kan få undersøgt, hvad er der gjort, og kan der gøres mere,« siger Karsten Lauritzen, gruppeformand for Venstre.