Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Forvarets Efterretningstjeneste skal ifølge en række blå partier og Frie Grønne forsøge at genskabe de sms-beskeder, som Mette Frederiksen og tre embedsmænd i toppen af Statsministeriet har slettet.

På et møde fredag klokken 9.30 skal forslaget drøftes.

Helt konkret vil de have efterretningstjenestens Center for Cybersikkerhed til at gendanne beskederne fra minksagen i perioden september-december 2020, efter det ikke lykkedes politiets it-teknikere.

»Herudover synes vi også, det er en god idé at få bistand og hjælp fra private it-eksperter,« siger Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Onsdag afviste justitsminister Nick Hækkerup (S) gentagne gange i Folketingssalen at svare på spørgsmål om, hvordan politiet havde prøvet at gendanne beskederne, samt hvilken afdeling i politiet der havde gjort forsøget.

»Vi ved ikke, hvilken bestillingsopgave politiet har fået. Vi ved ikke, om der kun er forsøgt programmer eller det, der hedder manuelt udtræk,« siger De Konservatives Mai Mercado.

Hele balladen om Mette Frederiksens sms-beskeder begyndte, da B.T. afslørede, at hendes stabschef og særlige rådgiver, Martin Justesen, havde slettet sine beskeder fra minksagen.

Også Mette Frederiksen, hendes departementschef, Barbara Bertelsen, og departementsråd Pelle Pape slettede automatisk deres beskeder.

Derfor er de sms'er, som de fire har sendt til hinanden, ikke blevet udleveret til Minkkommissionen, der undersøger hele forløbet med regeringens ulovlige ordre om at aflive alle mink.

På venstrefløjen bakker Frie Grønne op om forslaget om at lade Forsvarets Efterretningstjeneste og eventuelt private virksomheder forsøge.

»Vi bakker op, fordi vi ønsker åbenhed og gennemsigtighed. Det tjener demokratiet, og det tjener venstrefløjen at have samme standard, som var det en borgerlig statsminister, som vi var ved at undersøge,« siger partileder Sikandar Siddique og uddyber:

»Det var været et forløb, hvor statsministeren har været egenrådig og haft enormt mange beføjelser, derfor er det fuldstændig legitimt at undersøge, hvad der er sket.«

Hvis der på mødet fredag i Granskningsudvalget kan dannes et flertal, er der ifølge Mai Mercado forskellige fremgangsmåder.

Partierne bag flertallet kan sende et brev til statsministeren med en opfordring om, at Forsvarets Efterretningstjeneste og private virksomheder får forsøget.

Ellers kan flertallet stille et forslag om det, og i sidste ende kan man vælge at åbne Minkkommissions kommissorium og lade det indgå, forklarer Mai Mercado.

Jacob Kaarsbo er tidligere analysechef i Forsvarets Efterretningstjeneste. Han vurderer, at tjenesten har mulighederne for at genskabe sms'erne.

»I Forsvarets Efterretningstjeneste fik vi altid at vide, at alle de her sms'er og data fra mobiler kunne genskabes. Så jeg synes, det lyder underligt, når politiet ikke har kunnet genskabe sms'erne. Det lader til, at man ikke har gjort et særligt omhyggeligt forsøg,« siger Jacob Kaarsbo.

Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Liberal Alliance bakker også op om forslaget.

Radikale Venstre er positivt indstillet ift. forslaget, men før partiet tager endelig stilling, vil det gerne have mere information om processen:

»Jeg vil foreslå, at vi får et møde med politiet og Justitsministeriet for at høre, hvordan de forsøgte at genskabe sms'erne, og hvorfor det ikke lykkedes,« siger Andreas Steenberg (R).

SF vil kun bakke op, hvis det er et ønske fra Minkkommissionen, oplyser Karina Lorentzen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Socialdemokratiet og Enhedslisten.

Andre læser også