Selv de mest voldsomme hændelser, som man kan udsættes for som menneske, kan føre til et mere positivt syn på livet. Det er 43-årige Heine Hessellund et levende bevis på.
Hans livssyn har ændret sig, efter at han for seks år siden havde den ene fod i graven efter en ulykke, hvor en bil kørte frontalt ind i ham.
Det er en ganske almindelig torsdag morgen i januar i 2015. Det er mørkt, og det er koldt.
Heine har travlt med at få vækket ungerne, 'få dem fodret af' og kørt dem i skole. Da børnene er afleveret i skolen, kører Heine på arbejde. Han kører ad hovedvejen mellem Skive og Herning.
Da han kommer kørende lige syd for Haderup klokken 06.45, ændrer hans liv sig for altid. En fører mister herredømmet over sin varebil og kører frontalt ind i ham i modsatte vejbane.
Fra det sekund er lyset slukket for Heine.
Redningsfolk på stedet får klippet ham ud af bilen, og han bliver fløjet i helikopter til Aarhus Universitetshospital.
Heine har brækket sit venstre knæ, venstre lårben er stort set knust, der er revner i bækkenet og i de fire nederste ryghvirvler, og han har brækket knoglen i langfingeren. Han har blødninger i leveren og milten, og han har slået hovedet hårdt, hvilket har resulteret i blødninger i hjernen, en kraftig hjernerystelse, revner i kraniet og en brækket næse.
»Min bror havde tilfældigvis fri den dag, og politiet bankede på hans dør for at høre, om han havde mulighed for at komme til Aarhus og identificere mig. Det var et stort chok for min familie og mine forældre. Det var en virkelig hård omgang for dem alle,« siger Heine Hessellund til B.T. og fortsætter.
»Min familie frygtede, at jeg ikke kom tilbage igen. Efterfølgende har jeg også talt med en af redningsfolkene, der hjalp mig. Han var glad for at se, at jeg var kommet op at gå, for de havde ikke regnet med, at jeg havde overlevet flyveturen til hospitalet.«
Heine kan ikke huske noget fra ulykken eller en uge, før den indtraf, og den efterfølgende måned er han ikke ved bevidsthed.
»Noget af det første, jeg husker, er, at jeg ligger og kigger på min hånd, der er pakket fuldstændig ind i bandage. Jeg ved ikke, hvad der er sket. Jeg kan ikke regne ud, om de har skåret hånden af og sat en klo på. Jeg kan også huske, at jeg tænker, at jeg ikke har tid til at ligge her, for jeg skal op på arbejde,« fortæller Heine Hessellund.
I dag kan Heine ikke løbe en tur, og han har også mistet smags- og lugtesansen, så det er børnene, der smager maden til derhjemme.
»Jeg har fået et andet syn på de små problemer i hverdagen. Jeg tager ikke de der småting så tungt. Det skal nok gå. Før ulykken var jeg knap så glad for at betale skat, men nu har jeg ikke så meget imod det, for vi har et system, der virker. Jeg er imponeret over, hvad lægekundskaben i og for sig kan. Jeg er enormt taknemmelig over, at jeg stadig er her, og det er svært at sætte ord på, hvor meget det betyder, at jeg kan se mine tvillinger på 13 år vokse op.«
Heine arbejder i dag for affaldsselskabet Revas i Viborg Kommune, hvor han kører gravemaskine og gummiged.
