Cykelverdenen holdt vejret, da Remco Evenepoel ramte et rækværk og blev kastet ud i det tomme rum.

Kort efter blev det belgiske stortalent fundet cirka 9-10 meter længere nede efter et styrt, som fik alle til at frygte det værste.

I et interview med franske L'Équipe forklarer belgieren, hvordan han oplevede den uhyggelige ulykke i august, som kunne have gjort ham invalid.

»Det er mærkeligt, for jeg kunne ikke mærke noget, men jeg kunne ikke bevæge mig. Så ved man, at der er noget galt, uden at man præcis ved hvad,« fortæller den 21-årige Deceuninck-Quick-Step-rytter om styrtet, der skete ved Il Lombardia.

Derefter kunne han intet gøre andet end at vente og håbe på hjælp. Han følte sig totalt magtesløs.

Men da hjælpen kom, og man forsøgte at vende ham om, mærkede han en ekstrem smerte. Derfra vidste han, at den var gal.

Evenepoel husker ikke sekunderne, hvor han tog det skæbnesvangre sving.

Til gengæld husker han, da han ramte kanten, inden han blev slynget ud i luften. Men i et øjeblik slukkede lyset. Alt forsvandt.

Paradoksalt nok føler Remco Evenepoel sig i dag ret heldig.

Havde styrtet fundet sted lidt længere nede, var Evenepoel formentlig ikke faldet 9-10 meter. I stedet var han formentlig død, da der var 30-40 meter ned.

»Der var mange sten dér, hvor jeg landede, men jeg landede det bedste sted overhovedet. Vidste I, at jeg landede på en fasan? Jeg tror, den allerede var død. Der sidder stadig et mærke fra dens næb på min skulder. Er det ikke vildt?« fortæller Remco Evenepoel.

På vej ned ad nedkørslen blev den unge rytter mindet om, at der snart kom et farligt sving.

Remco Evenepoel bliver ført væk på en båre efter ulykken 15. august 2020.
Remco Evenepoel bliver ført væk på en båre efter ulykken 15. august 2020. Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

Det poppede frem på hans gps, og pludselig begyndte han at kæmpe mod dystre tanker.

»Jeg bremsede og blev ramt af en ubevidst frygt (...) Lige pludselig fyldte tanken om, at noget skidt kunne ske, og alt i mig kæmpede mod den tanke,« fortæller stortalentet.

Hvis alt går efter planen, gør Remco Evenepoel comeback i Giro d'Italia, som begynder om en måneds tid.

Og selvom styrtet har holdt ham væk fra cykelløb siden august, er han ikke andet end taknemmelig.

Taknemmelig over, at livet har givet ham endnu en chance.