En 25-årig kvinde tog ekstreme metoder i brug, da hun mandag forsøgte at stjæle varer for 205 kroner i Fakta.

Kvinden nikkede kassedamen en skalle og slog en anden ansat for at slippe afsted med varerne.

Det skriver TV Midtvest.

Da kvinden passerede kassen i Fakta på Asylgade i Skive, opdagede personalet i butikken, at kvinden bar på varer, som hun ikke havde betalt for.

Det fik personalet til at reagere, og de tilbageholdt kvinden, så de kunne konfrontere hende angående de stjålne varer.

Alligevel forsøgte kvinden at slippe afsted med varerne.

»Hun nikkede den kvindelige kassemedarbejder en skalle i ansigtet og slog en anden kvindelig medarbejder to gange i ansigtet,« siger Niels Bach, politikommissær hos lokalpolitiet i Skive, til TV Midtvest.

Trods overfaldene på de to ansatte fik personalet tilbageholdt kvinden, og kort efter kunne politiet så køre hende ind på politigården til afhøring.

Her erkendte kvinden røveriet, og hun er nu sigtet for det.