Det er opslidende og sårende for Rasmus Paludans to søskende, når deres bror rejser landet rundt med sine islamkritiske demonstrationer.

For hans søster har det betydet, at hun helt har opgivet kontaktet med ham.

'Jeg har opgivet at have kontakt med min storebror. Vi er for langt fra hinanden. Det er en stor sorg med lag som et løg. Jeg kan selvfølgelig også regne ud, at min kritik sårer ham, og det gør ondt i mig,' skriver Tine Paludan på Facebook.

Politik splitter familier og venner, og som søskende er Paludan-flokken angiveligt som nat og dag. Både menneskeligt og politisk.

Hans bror, Martin Paludan, arbejder med kommunikation, er tidligere social-medie-manager for Alternativet og søsteren er forfatter og lyriker.

Holdningsmæssigt kunne de ikke være længere fra deres bror, der med sine racistiske udtalelser og koran-afbrændinger jævnligt er i medierne.

Rasmus Paludans holdninger og kontroversielle demonstrationer med partiet Stram Kurs har ikke kun kostet ham forholdet til dele af sin familie.

Det har også konsekvenser for hans sociale liv og arbejde som advokat.

»Jeg er et meget socialt menneske, og selvom jeg har nære venner, så er jeg ked af, at jeg ikke har og kan have en større vennekreds,« fortæller han til B.T.

I et andet opslag på Facebook satte Tine Paludan i begyndelsen af ugen også ord på den knusende oplevelse, det har været, at se sin brors demonstration.

'For nogle år siden jeg stod på min altan i nordvest og hulkede mig selv i knæ i sommersolen, da min storebror, som jeg ikke havde eller har haft kontakt med i årevis, kom ned af gaden, omgivet af betjente, fulgt af de autonomes moddemonstration. Jeg var blevet lokket ud på altanen ved lyden af musik, og jeg kan stadig mærke chokket og sorgen. Jeg mærker den hver dag.'

Begge søskende fortæller, at de i årevis har forsøgt og forsøgt at argumentere mod deres bror.

De anmoder alligevel om, at man ikke bare udskammer ham som en tosse eller møder ham brosten og vold, men i stedet bekæmper hadet og racismen med argumenter og debat.

'Hvad der kan ramme ham er, at insistere på, at han fuldstændigt har misforstået alting (...) og så ellers ignorere ham.' lyder det fra Tine Paludan.

Selvom begge Rasmus Paludans søskende bruger deres ytringsfrihed anderledes end deres bror, så fastholder de, at han har retten til at bruge den, hvilket derfor også skal beskyttes.

»Som jeg sagde tidligere, så er min bror lynende intelligent. Han tager vores ytringsfrihed, vores demokrati, vores grundprincipper, og så strækker han dem bare som en elastik,« siger Martin Paludan i et interview med Radio24syv skærtorsdag.

Det samme fortæller Rasmus Paludans venner også.

Foruden sin intelligens besidder han også en retfærdighedssans og en principfasthed, der driver ham ud i de nu talrige demonstrationer, hvor han fastholder retten til forsamlingsfrihed.

At Rasmus Paludans søskende offentligt sætter ord på deres holdninger til hans politik og person ændrer ikke ved, at han selv nægter at udtale sig om sit privatliv.

»I forhold til at de påstår, at de er min familie og har nogle kommentarer om mit liv, er det mit klare svar, at jeg ikke kommenterer på privatlivsforhold. Derudover mener jeg ikke, at det er relevant for offentligheden, hvad familiemedlemmer til en politiker mener om vedkommendes politik. I forvejen er det svært at finde folk, der vil være politikere, og svært at finde folk, som tør kritisere islam. Derfor er det trist, at pressen nu bevæger sig ind i mit privatlivsfære, hvilket man ikke ville gøre med andre politikere,« udtaler Rasmus Paludan og afslutter:

»Er der nogen, hvis politik man ikke bryder sig om, hælder man alt presseetik ud af vinduet og velkommer alt negativ pressedækning.«