Benjamin Trelborg Kousholt har ventet og ventet. Og ventet. Og. Ventet.
»Helt reelt skulle han måske bare dreje nøglen om, for der er virkelig mange, der har tabt penge på det her,« siger han.
Aarhusianeren er en af de mange, mange danskere, der føler sig snydt af Din Tæppekæde og bagmanden, Nicolaj Kipling, der blandt andet sælger gulve, gulvtæpper, måtter og bordplader på nettet.
De dårlige anmeldelser er i årevis fosset ind på eksempelvis Trustpilot, og senest blev firmaet onsdag aften taget under kærlig behandling i DRs forbrugerprogram 'Kontant'. Kritikken fra kunderne er især centreret omkring tre punkter:
Enten kommer de bestilte varer slet ikke.
Hvis varerne kommer frem, er de fejlbehæftede eller i forkert størrelse eller farve.
Og så viser det sig noget nær umuligt at returnere varer eller få penge tilbage i tilfælde af reklamationer. Ikke mindst fordi det er umuligt at få telefonisk kontakt med firmaet trods daglig telefontid. Og på mail loves der løbende udbedringer, uden at det dog sker i virkeligheden.
I Benjamin Trelborg Kousholts tilfælde handler det om en linoleumsbordplade, som han 20. september bestilte hos Din Tæppekæde for 3.600 kroner. Bordpladen har han endnu ikke fået, selvom pengene er trukket på kontoen – i øvrigt noget andet mange kunder også er trætte af.
Den uheldige kunde kommer også med en forklaring på, hvorfor mønstret med selskabet bliver gentaget igen og igen. År efter år.
»Det ser prangende ud på overfladen. Hjemmesiden ser godt ud, og firmaet er blandt de øverste resultater, når man søger på Google. Og når det hele så sådan ud, så tænkte jeg ikke lige at tjekke eksempelvis Trustpilot,« siger Benjamin Trelborg Kousholt.
På anmeldelsessitet fyger det også med advarsler rettet mod ejeren Nicolaj Kipling: 'Fupfirma.' 'Stop med at købe hos ham.' 'Håber snart dette firma bliver stoppet en gang for alle.' '0 stjerner.' Og som mange af de utilfredse kunder har Benjamin Trelborg Kousholt forgæves forsøgt at få pengene tilbage.
»Vi har aldrig fået kontakt på telefonen, selv om vi ringer i telefontiden klokken 10-12. På mail har han lovet masser af gange, at den bliver 'sendt i denne uge', og den er stadig ikke kommet. Man bliver bare så træt af den måde, han svarer og skriver tilbage på. Så er det jo lige meget, og vi forventer ikke, at bordpladen kommer,« siger han.
I tråd med de mange kunder har også B.T. gentagne gange forsøgt at ringe til Nicolaj Kipling på Din Tæppekædes tilgængelige telefonnumre. Uden succes.
'Kontant' fandt dog ejeren på et lager, hvor han erkendte, at der er problemer.
»Jeg ved godt, der er utilfredse kunder. Det er der. Der er noget, der halter mellem mig og min leverandør,« forklarede Nicolaj Kipling i 'Kontant' og forsikrede videre, at alle kunder skam har fået penge tilbage, hvis de har bedt om det.
På Din Tæppekædes hjemmeside er der også lagt en besked ind øverst på sitet. Direkte henvendt til »nye og gamle kunder« står der:
»Vi lægger os fladt ned og undskylder. Vi har ikke gjort det godt nok. Der har desværre været forsinkelser og fejl på nogle ordrer, og det er helt vores fejl,« lyder det:
»Vi gør alt for, at vi kan gøre det bedre fra i dag og holde alle informeret omkring deres ordre og leveringstid. Håber I vil modtage vores undskyldning.«
Benjamin Trelborg Kousholt – der i øvrigt ikke har fået sine penge tilbage af Din Tæppekæde, selv om han har bedt om det – har nu henvendt sig til sin bank og gjort indsigelse over, at pengene er blevet trukket, i håbet om at få dem tilbage på den måde.
Han er ikke længere interesseret i at få bordpladen, hvis den på et tidspunkt skulle dukke op.
»Jeg vil bare gerne have mine penge. Jeg gider ikke mere. Og hvis vi endelig skulle få produktet, så ved vi jo ikke, hvilken stand det i så fald vil være i. Tilliden er brudt allerede nu,« siger han.