»Det var jo en rigtig hyggelig dag i butikken, lige indtil jeg opdagede det. Så bliver man simpelthen i så dårligt humør.«

Christina Brogaard Lund fik bekræftet sin mistanke, da hun tjekkede overvågningskameraerne – og så tog hun affære.

Lørdag blev Christinas delikatesse- og gavebutik 'Fru Lunds Butik' i Randers udsat for tyveri.

Til Randers Amtsavis fortæller hun, at et par samme dag havde opført sig mistænkeligt, mens andre kunder hyggede sig med blandt andet smagsprøver i den lille butik.

Overvågningsbillederne efterlod – ifølge Christina Brogaard Lund – ingen tvivl om, at det var parret, som stod bag tyveriet.

Det fik butiksejeren til henvende sig direkte til parret på Facebook.

»I har indtil tirsdag at indlevere tingene retur til mig i butikken, så vil jeg slette dette opslag. Men i modsat fald bliver video overgivet til politiet,« skriver hun på butikkens Facebook-side.

Hun har maskeret det mistænkte pars ansigter på billederne, men det fremgår tydeligt, at ansigterne kan ses på de uredigerede overvågningsbilleder.

I skrivende stund har ingen meldt sig og indrømmet tyveriet i kommentarsporet under Christina Brogaard Lunds Facebook-opslag.