Radio Loud skifter navn, og Berlingske Media opkøber 91 procent af aktierne, såfremt radionævn godkender det.

Fra det nye år er det slut med navnet Radio Loud. Radiokanalen tager navneskift og hedder fra 3. januar i stedet 24syv.

Det bekræfter Anders Krab Johansen, der er koncernchef i Berlingske Media, over for Weekendavisen.

»Ambitionen er at skabe en ny landsdækkende radio, som kan tage kampen op med DR, og som kan fortsætte, efter at den nuværende sendetilladelse udløber,« siger han til avisen.

Desuden vil Berlingske Media købe 91 procent af aktierne i selskabet bag radiokanalen, hvis Radio- og tv-nævnet nikker ja til opkøbet.

Radioens nye navn ligger meget tæt op ad Radio24syv, der sendte for sidste gang 31. oktober 2019.

/ritzau/