Ni senge til et udbytte på godt 1,2 millioner kroner.

Det var, hvad et ukendt antal gerningsmænd fik med sig, da de begik indbrud på et lager i Sædding ved Esbjerg.

Og det får nu Syd- og Sønderjyllands Politi til at efterlyse hjælp fra borgere, der kan have set noget.

Ifølge politiet er der nemlig tale om ni Hästens-dobbeltsenge, der koster fra 70.000 kroner og opefter i udsalgspris.

Indbruddet blev anmeldt onsdag eftermiddag, men det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det skete der.

Helt konkret mener politiet, at det er sket mellem torsdag den 14. oktober og onsdag den 20. oktober. Samtidig hæfter politikredsen sig ved, at de ni stjålne dobbeltsenge fylder en del, så tyvene har formentlig brugt en større varebil eller lastbil under indbruddet.

»Så hvis nogen har været i området og set noget, så hører vi gerne fra dem,« lyder det fra presserådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi Helle Lundberg.

I en pressemeddelelse fra Syd- og Sønderjyllands Politi opfordrer de alle, der har set noget, til at henvende sig.

'Syd- og Sønderjyllands Politi har flere spor at gå efter, men vil meget gerne have henvendelser fra alle, der kan hjælpe med opklaringen,' skriver de og tilføjer:

'Så kontakt politiet på 114, hvis du bliver tilbudt en Hästens-seng eller har oplysninger om indbruddet eller gerningsmændene.'