Bleer, der ikke bliver skiftet. Forkert medicin. For få hænder til for mange beboere.

Sager om en ældrepleje i frit fald, fylder jævnligt mediebilledet – og det er ikke uden grund, lyder det fra B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup. 

»Vælgerne reagerer med stor forargelse, når sådanne sager dukker op. Derfor er det ikke overraskende, at ældreplejen ligger helt i top som et af de vigtigste emner ved årets kommunalvalg,« siger han.

En Epinion-måling viser netop, at lidt over 40 procent af vælgerne har ældrepleje som det absolut vigtigste emne ved årets kommunalvalg. 

Og ældreområdet har det også svært. Hele 92 ud af landets 98 kommuner har de seneste år nedprioriteret området, viser en analyse fra Ældre Sagen fra august.

»Vælgerne er klar til at straffe politikerne,« lyder det fra Henrik Qvortrup, B.T.s politiske analytiker.
»Vælgerne er klar til at straffe politikerne,« lyder det fra Henrik Qvortrup, B.T.s politiske analytiker. Jon Wiche

Derfor er det vigtigere end nogensinde, at borgmestre og udvalgsformænd tager ansvar og sikrer en ordentlig ældrepleje for kommunens borgere.

Ellers kan det hurtigt koste stemmer, hvis man har haft ansvaret for en ældrepleje, der ikke har levet op til forventningerne, forklarer Qvortrup.

»Vælgerne er klar til at straffe de politikere, der har siddet på magten, men ikke brugt deres fire år som folkevalgte på at sikre en værdig ældrepleje,« siger han og tilføjer:

»Vi lever i et land, med en temmelig høj skat, så det er klart, at der fra vælgernes side er en klar forventning om, at ældreplejen fungerer.«

Han påpeger, at kvaliteten af ældreplejen varierer kraftigt fra kommune til kommune. Det understøttes af en undersøgelse fra Vive, som viser, at nogle plejehjem har 1,4 beboere per medarbejder på dagvagten, mens andre har 4,1.

Med kommunalvalget lige om hjørnet sætter B.T. i den kommende tid fokus på de alvorlige problemer, som kommunerne står overfor, når det handler om at sikre god pleje og omsorg for vores ældre medborgere.

Læs historierne her og her