Det er ikke fordi, Stine Hagen har haft et særligt tæt forhold til sin mor gennem sit voksenliv.
Men da moren Bente for nogle år siden fik en hjerneblødning og kom på plejehjem, følte 64-årige Stine, at hun måtte træde til og være der for sin mor.
Både som datter, men også fordi hun har selv været i faget som SOSU-hjælper i 25 år.
Derfor besøger hun hende hver eneste dag på Seniorcenter Møllegården i Kongens Lyngby.
»Man skal være meget stærk for at have sin mor på et plejehjem. Man føler jo, at man løber panden mod en mur hele tiden,« siger hun til B.T.
Hendes oplevelse afspejler en bredere tendens: Ældreplejen har det hårdt i Danmark.
Hele 92 ud af landets 98 kommuner har de seneste år nedprioriteret området, viser en analyse fra Ældre Sagen fra august.
Med kommunalvalget lige om hjørnet sætter B.T. fokus på de alvorlige problemer, som kommunerne står overfor, når det handler om at sikre god pleje og omsorg for ældre medborgere.
Stine Hagen har fået sin mors samtykke til at fortælle deres historie.
Har du oplevet problemer med plejesektoren? Så hører B.T. gerne fra dig. Skriv til emsh@bt.dk
Problemerne begyndte for alvor i februar, da Stines mor, 83-årige Bente, der lider af demens, brækkede sin lårbensknogle.
Her fik hun et tilbud om genoptræning måneden efter i marts, som hun selv takkede nej til.
»Men min mor ved ikke, hvad hun siger nej til. At hun kan komme til at gå igen, fordi hun skal træne. Det kan hun ikke forstå, når hun er dement,« siger Stine.
Ifølge reglerne skal personalet i sådan en situation kontakte de pårørende – noget, Patienterstatningen også har slået fast i en henvendelse fra Stine.
Det skete bare ikke.
Og siden da har Stines mor tilbragt næsten alle døgnets timer på at ligge i sengen de sidste otte måneder.
Derfra opstod der flere problemer og fejl fra plejehjemmets side, mener Stine Hagen.
»Jeg er der hver dag for at tjekke op på hende, for jeg tør ikke lade være. Jeg synes, det er meget skræmmende,« siger hun.
Den 13. maj opdagede hun under et af sine daglige besøg, at huden mellem morens pege- og tommelfinger var revet itu, og der var blod.
Noget, moren forklarede var sket, da hun blev flyttet fra seng til stol.
»Jeg blev virkelig tosset. Der var ingen fra personalet, der havde set det,« siger Stine.
Personalet mente, at det bare var et overfladisk sår, og journalførte, at det var ved at hele efter en uge.
Såret helede dog først adskillige måneder senere, som Stine har fremvist dokumentation for.
Det er heller ikke første gang, at Stine Hagen selv opdager sår og mærker på sin mor. I oktober mødte hun ind til at se blå mærker på morens knæ og fødder.
Uden nogen forklaring fra personalet, fortæller hun.
Stine Hagen, der selv er pensionist, har gentagne gange været i kontakt med personalet og Gladsaxe Kommune om problemerne, men lige lidt føler hun, at det nytter.
Kommunen tilbyder blot flere møder. Og da hun har bedt om få rykket sin mor af adskillige årsager, har de ikke svaret.
Stine Hagen anerkender fuldt ud, at moren kan være vanskelig at håndtere på grund af sin demens.
»Derfor hjalp jeg også personalet meget i starten, fordi jeg godt ved, hvordan det er at stå med folk, hvor man ikke aner, hvad man skal stille op,« siger hun og fortsætter:
»Men hvis de ikke er vant til at have med sådan nogle borgere at gøre, kan det godt være svært. Derfor har jeg også foreslået at få hende flyttet, hvis de ikke kan klare opgaven.«
Stine mener, at moren er fejlplaceret – men at familien hverken har økonomi eller kræfter til selv at finde et nyt sted.
»Det er hårdt. Jeg har tudet mange gange. Jeg har brudt sammen nede i Brugsen. Det er et konstant pres, der ligger på mine skuldre,« fortæller hun.
B.T. har forelagt Stine Hagens anklager for Seniorcenter Møllegården og Gladsaxe Kommune.
I et fælles skriftligt svar oplyser Gladsaxe Kommune, at de 'desværre ikke kan udtale sig i den konkrete sag'.
'Vi kan kun fortælle, at ingen af de tilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget på Møllegården Plejeboliger indikerer, at beboerne udsættes for omsorgssvigt,' skriver kommunen og fortsætter:
'En kommune må ikke uden saglig grund yde støtte til flytning fra en plejebolig til en anden, fordi kommuner ifølge lovgivningen ikke må begunstige enkelte borgere i forhold til andre.'