Puk Elgård kunne mærke, at noget var helt galt. Forældrenes hus var helt mørkt. Det plejede det ikke at være, når hun kom hjem fra håndbold.

Da den dengang 11-årige pige åbnede døren, var der stille, selvom hun vidste, at moren var hjemme. Puk Elgård blev bange - med god grund.

Puk Elgård fandt en tom flaske vodka under køleskabet, og kort efter så hun moren ligge på sofaen. Helt stille. Hun så død ud.

Tv-værterne Puk og Claus Elgård voksede op i et hjem med alkohol- og pillemisbrug. Faren var også ludoman og spillede ifølge de to kendte tv-værter familiens penge op.

Nu står både Puk og Claus Elgård frem i TV 2-dokumentaren 'Forfulgt af fortiden', som blev sendt mandag aften, og fortæller historien om deres kaotiske opvækst.

Ambulanceredderne fik liv i Puk og Claus Elgårds mor dengang for 39 år siden, men arrene fra opvæksten sidder stadig i de to tv-værter den dag i dag.

Claus Elgård udviklede selv ludomani, præcis som faren, mens Puk Elgård har kæmpet med angst.

Angst for ikke at falde i samme fælde som storebroren og faren.

Claus Elgård.
Claus Elgård. Foto: Claus Bech
Vis mere

En angst der blev yderligere forstærket af, at hun som barn måtte påtage sig et alt for stort ansvar i familien, fordi moren og faren ikke var i stand til det.

Det er en problematik som desværre lever videre i dagens Danmark, advarer organisationen TUBA (Terapi og rådgivning for Unge som er Børn af Alkoholmisbrugere):

»Alle har efterhånden anerkendt, at det er voldsomt skadeligt for børn at vokse op i en familie, hvor forældrene drikker, tager stoffer eller har andre former for misbrug. Men alligevel er der også i dag masser af børn, der vokser op på den måde, og som senere får massive problemer. Det er fuldstændig uforståeligt, at vi som samfund ikke tager os bedre af børn af misbrugere,« siger TUBAs landsleder Henrik Appel i en pressemeddelelse.

Han mener, at børn, som gennemlever det, Puk og Claus Elgård gjorde, skal have ret til at komme i behandling på lige fod med deres misbrugsramte forældre.

»Som misbruger har du ret til behandling inden for 14 dage, hvis du ønsker det. Hvorfor skal misbrugerens børn så vente mange måneder?,« spørger Henrik Appel.

I dag mener 55-årige Claus Elgård og 50-årige Puk Elgård, at forældrenes deroute begyndte, da deres storesøster Pia døde af nyresvigt som blot syv-årig.

Faren druknede sine sorger på travbanen, og moren blev aldrig den samme igen.

Puk Elgård er blandt andet kendt som tidligere vært på DR's Aftenshowet, mens Claus Elgård har været vært på TV 2-sporten.

Anden del af 'Forfulgt af fortiden' bliver sendt næsten mandag.