Puk Damsgård ved faktisk ikke, hvad pokker der egentlig foregik.

»Jeg er i gang med at undersøge det,« konstaterer DRs mellemøstkorrespondent.

I torsdagens udgave af DR-podcasten 'Genstart', der har navnet 'Talibanistan', fortæller hun den dramatiske historie om, hvordan hun slap ud af Afghanistan, mens Taliban stod på tærsklen til at indtage den sidste store bastion, hovedstaden Kabul.

Det begynder, da DR-reporteren ligger vågen hele natten til søndag og spekulerer over, hvad der kommer til at ske – og samtidig får at vide, at der er plads på et evakueringsfly om søndagen. Hun melder sig til.

Puk Damsgård har i mange år vøret DRs mellemøstkorrespondent. Hun har desuden skrevet flere bøger.
Puk Damsgård har i mange år vøret DRs mellemøstkorrespondent. Hun har desuden skrevet flere bøger. Asger Ladefoged

Virkeligheden viser sig dog at være en noget anden, da hun når frem til Kabuls lufthavn, hvor der allerede er »panik før lukketid«.

For her står et lille luksuriøst privatjetfly og venter.

»Det undrer mig, at man vil evakuere folk, og så er der plads til så få,« som Puk Damsgård fortæller i podcasten.

Hun er ankommet med en journalistkollega fra det franske medie Le Monde, og de andre passagerer viser sig at være en amerikansk professor, der har sin hund med, og tre unavngivne afghanere bærende på nogle meget tunge kufferter.

Mange afghanere forsøgte at komme ud af Kabuls lufthavn ved at klamre sig til amerikanske militærfly.
Mange afghanere forsøgte at komme ud af Kabuls lufthavn ved at klamre sig til amerikanske militærfly. Uncredited

De bliver alle modtaget af en mand, der fortæller, at han tidligere har arbejdet for den amerikanske stat, og der bliver serveret rødvin, da flyet er lettet. Mystikken bliver ikke mindre af, at der står 'Grey Ghost Solutions' på piloternes skjorter, mens flyet optræder som 'uidentificeret' på appen Flightradar.

Men de kommer afsted og lander timer senere i Basel i Schweiz. Sidste stop inden hjemkomsten til Danmark.

Her venter endnu en mærkelig oplevelse for Puk Damsgård, der finder ud af, at opholdet på hotellet allerede er betalt. Og da hun spørger ind til, hvem der har betalt, lyder svaret fra receptionisten, at hun skal spørge den amerikanske regering.

Derfor spekulerer Puk Damsgård over, hvad der i virkeligheden var med på det fly, som fik hende ud af det kaotiske land. Og var det i virkeligheden et cover at medbringe to journalister som dække for noget helt andet?

Vi sad og lavede en vittighed omkring, at gad vide om Ghani (Afghanistans flygtende præsident, red.) lå i lastrummet

Tankerne spredte sig allerede i flyet, da hun delte dem med kollegaen fra Le Monde.

»Vi sidder og spekulerer over, hvad det er for et fly. Sidder vi oven på guldbarrer, oven på vigtige dokumenter. Hvem er de afghanere, der er ombord?« spørger Puk Damsgård i 'Genstart':

»Vi sad og lavede en vittighed omkring, at gad vide om Ghani (Afghanistans flygtende præsident, red.) lå i lastrummet.«

Inden afrejsen havde hun i øvrigt flittigt tweetet om sine oplevelser i Kabul og ikke mindst fra kaosset i lufthavnen, inden der pludselig blev stille på det sociale medie. Det fik flere brugere til bekymret at spørge til hendes velbefindende.

Timer senere kom svaret: 'Alt er okay. Men det gik pludselig hurtigt.'

For ud kom Puk Damsgård. Og hele vejen hjem til Danmark.