Puk Damsgård har viet sit liv til at dække Mellemøsten: 'Jeg vil hellere leve et kortere liv og få en kugle for panden end dø gammel på et sygeleje'

Hun har stået der før. Utallige gange. Professionel og velovervejet, engageret. Men da hun forleden aften gjorde det i nyhedsmagasinet 'Horisont', var noget forandret. Noget havde slået revner i den professionelle fremtoning.

»De fire døgn, jeg var der, sad hovedstadens befolkning og kunne se en ring af mørkemænd fra middelalderen lægge sig omkring Kabul,« sagde Puk Damsgård med en undertone af bæven i stemmen. Tydeligt berørt af de begivenheder, hun havde været vidne til. Talibans indtog i Kabul. Og de uundgåelige konsekvenser for landets hårdt prøvede befolkning.

I en årrække har DRs 42-årige korrespondent været vores øjne og ører i Mellemøsten. Været hende, der med sin sarte lyse hud strøet med fregner og det blonde hår delvist skjult under et klæde har gjort menneskeskæbner vedkommende for os seere tusindvis af kilometer derfra.

Selv nu – hvor hun er tilbage i trygge Danmark – gør hun det konstant. Er i din radio. På tv. På det sociale medie Twitter.

At det er og har været hendes mission at rapportere fra krigens brændpunkter, har hun aldrig lagt skjul på.

»Hvad er det egentlig, man udsætter sig selv for? INGEN historie er værd at blive kidnappet for. Eller dø for,« understregede hun selv i et interview med Femina, men fortsatte så med det, der er kendetegnende for hende:

»Omvendt er der historier, der BØR blive fortalt. Det er i gabet mellem de to yderpunkter, man skal forsøge at finde sig selv.«

Fundet sig selv har Puk Damsgård for længst, selvom det krævede en lille omvej, før hun gjorde det.

Umiddelbart er der langt fra den eksplosive heksekedel, der i dag er hendes arbejdsplads, til den idylliske sydsjællandske landsby Hammer Torup, hvor hun kom til verden, og hvor hun som enebarn var centrum for forældrenes ubetingede kærlighed.

Men at verden var større, end hvad hun kunne se fra hesteryggen og den motocross-motorcykel, hun som tiårig fik af sin far – i øvrigt tunet til at kunne køre 70 kilometer i timen – opdagede hun første gang på en rejse til Kenya som teenager. En rejse, der talte ind i hendes medfødte nysgerrighed og rastløshed.

Alligevel var hun usikker på sin retning i livet efter gymnasiet og søgte ved et tilfælde ind på en privat skuespillerskole. Og som hun siden tørt har erkendt, lå der ikke nogen stor skuespiller gemt i hende. Men de tre år vil hun ikke være foruden.

For det var der, at kunsten og talentet for at observere og beskrive mennesker blev født i hende. Og da billederne fra invasionen i Irak i 2003 væltede ud af hendes fjernsyn, var det netop det, hun gjorde. Observerede mennesker. Observerede den irakiske ungdoms jubel over Saddams fald. Og blev nysgerrig.

Med en mor, som var lokaljournalist, burde det måske tidligere have ligget i hendes kort, at det var den vej, Puk Damsgård skulle gå. Men det var billederne fra Irak, der gjorde udfaldet. Sendte hende ud i brændpunktet.

»Da jeg kommer hjem, er jeg som tændt af en hellig ild,« beskrev hun i Ud & Se om den rejse, hun samme år sammen med en veninde – og med trusserne fyldt med dollarsedler – drog ud på til landet for at lave en radiodokumentar om de unge irakere.

Rejsen førte hende videre til journalisthøjskolen, en bacheloropgave om uroen i Pakistan og en fastansættelse på Jyllands-Posten, hvor hun blev uddannelsesjournalist.

Men at skrive om den danske folkeskole var ikke, hvad den unge Puk Damsgård brændte for. Godt nok fik hun i 2007 lov til at rejse til Pakistan for at følge Benazir Bhuttos comeback i pakistansk politik, men de daglige opkald til Dansk Lærerforening hjemme på redaktionen kunne ikke stille hendes sult.

Hun foreslog at blive avisens korrespondent i Pakistan. Redaktøren sagde nej.

»Nå, men så siger jeg op,« lød det kontante svar fra Puk Damsgård, og som hun konkluderer i Ud & Se:

»På det tidspunkt ved jeg ikke, at jeg forlader Danmark for altid.«

Siden Puk Damsgård i januar 2008 satte sig ombord på flyet til Islamabad, har hun ikke set sig tilbage.

Hun har frygtløst dækket krige og konflikter i de betændte områder. Har – helt bogstaveligt – set døden i øjnene flere gange, end noget menneske har lyst til.

»Jeg er ikke supermand. Jeg har ofte stået i situationer, hvor jeg er bange, og det hele sitrer indeni. Jeg kan jo ikke styre krigens gang, men jeg er forberedt, og jeg bruger al min energi på at fokusere på, hvorfor jeg er der, og hvad min mission er,« som hun for nylig sagde til Magasinet IN.

Hun har boet i Islamabad, i Kabul, i Beirut og i dag i Kairo. Overalt hvor hun er kommet frem, er hendes evne til at observere mennesker og detaljer – og knytte venskaber – kommet seerne til gode. Det er deres tjeneste, hun er i.

Men at det også koster, er hun bevidst om. Derfor er Puk Damsgård meget rituel, når hun holder fri og vender hjem til Kairo, hvor hun bor i hus med højt til loftet og kupler i hvælvingerne og haven med avocadotræer, der er hendes helle.

Det er dér, hun samler sig selv op igen. Med hjælp fra de to katte Puffer og Bonnie og ikke mindst sin amerikanske mand, som hun mødte år tilbage i Pakistan, og som for længst har accepteret, at hans kone er en nysgerrig og rastløs sjæl med en mission, der er større og vigtigere end hende selv.

»Da vi blev gift, sagde præsten, at 'love is space', og min mand har om nogen formået at give mig plads til at være den, jeg er, og lade mig gøre det, jeg vil. For mig handler kærlighed om netop at give hinanden plads i stedet for at fokusere på alt det, den anden ikke er. Man skal påvirke hinanden til at flyve højest muligt,« sagde Puk Damsgård til Alt for damerne.

Men selvom hun i samme åndedrag beskrev, hvordan hun glædede sig til engang at sidde »som gammel og rynket i en lænestol sammen med min mand. At se hinanden blive ældre og modnes«, slukker den hellige ild næppe i hende foreløbig.

For Puk Damsgård knytter stærke bånd til de mennesker og skæbner, hun møder på sin vej. Og de bånd vil uden tvivl altid trække i hende. Byde på historier, der BØR blive fortalt.

Og som hun selv udtrykte det i Ud & Se:

»Jeg er kommet frem til, at jeg hellere vil leve et kortere liv og få en kugle for panden end dø gammel på et sygeleje, som mange mennesker gør. For mig er indholdet af livet vigtigere, end hvor længe det varer. Jeg har fortalt min familie, at hvis jeg en dag ikke vender tilbage, så vidste jeg, hvad jeg gik ind til. Kommer jeg hjem i en kiste, ved de i det mindste, at det skete, mens jeg lavede det, jeg elsker.«